Chefredaktøren anbefaler: Mere uro og flere konflikter i Arktis
Stormagterne USA, Rusland og Kina øger spændingerne i Arktis. Området er ikke længere fredeligt, men bliver et opmarchfelt for fremtidige konflikter. Derfor er der behov for en Arktisk traktat, mener den internationale politolog Bobo Lo. Sermitsiaq fulgte konferencen.
Det fryser nogle få grader og blæser en kold vind, så det er er en småkold morgen her i Norges arktiske ”hovedstad” Tromsø. Det er nemt at komme frem for fodgængere. Mange fortove er opvarmede og sneen er smeltet, mens resten af fortovene er ryddet for sne.
Folk strømmer til Clarion Hotel the Edge. Hotellet ligger i Kaigate, hvor der ligger små og store både i havnen. Hoteller ligger tæt på Tromsøs centrum med mange fancy og dyre butikker, restauranter og cafeer. Netop i disse døgn har solen igen fået kræfter til at hage sig op over horisonten.
Da solen den 21. januar et minuts tid eller tre kiggede op over fjeldtoppen og farvede sneen rosa og orange, fejrede befolkningen, at mørketiden var ovre og den lyse vintertid begyndte.
I Tromsø er det tradition at spise berlinerboller med sukkerdrys, glasur og bær. I Tromsø bliver de kaldt solboller. Iklædt varmt tøj, kakao på termokander og solboller venter tusindvis af borgere fra byen på et udsigtspunkt for at få et glimt af de første solstråler. Det er en fest at se solen, efter at den har været væk i to måneder.
I dag er det mandag den 27. januar. Udenfor hotellet holder politibiler og inden for står politibetjente i uniformer. Rygsække og tasker bliver af sikkerhedshensyn gennemgået i foyeren, inden deltagerne slipper ind i den store konferencesal til den arktiske konference Arctic Frontiers, som hvert år bliver holdt i slutningen af januar.
Over 1.000 førende forskere, toppolitikere, erhvervsfolk og ngo’ere mødes på den fire dage lange konference med debatter og erfaringsudveksling. Politiopbuddet ved og på Clarion Hotel the Edge denne morgen er et tegn på, hvilken strategisk betydning Arktis har fået blandt store og mindre nationer.
Tromsø, hvor Arktisk Råd siden 2013 har haft sit permanente sekretariat, er ikke skærmet fra de gnister, der fyger fra de storpolitiske spændinger i Arktis. Den britisk-australske Bobo Lo, politolog og politisk analytiker, der er ekspert i internationale relationer, advarer om mere uro og flere konflikter i Arktis i fremtiden.
Han er en af hovedtalerne på konferencen i Tromsøs største kongres- og konferencecenter, hvor man kun kan betale med kort og ikke med kontanter.
Bobo Lo arbejder for IFRI (French Institute of International Relations) og Lowy Institute i Sydney i Australien. Han er forsker med speciale i Ruslands sikkerhedspolitik og har skrevet flere bøger om Rusland. Bobo Lo mener, at det er slut med, at Arktis er en geopolitisk frizone med ro og stabilitet.
- Arktis har fået en meget højere profil i internationale anliggender. Det er ikke længere et isoleret område. Det er et område med øget strategisk, økonomisk og især miljømæssig betydning, fastslår han.
Bobo Lo peger på en række faktorer, der vil ændre det strategiske miljø i Arktis:
- De globale klimaændringer, specielt afsmeltningen af havisen har størst betydning. Sejlads i Nordøstpassagen fra Norge nord om Rusland til Asien, herunder udnyttelse af den flydende LNG-gas i russisk Arktis, er allerede en realitet.
- Samtidig med at Rusland er gang med en militær opbygning i regionen, har Trump-administrationen i USA en stigende aggressiv holdning.
- De større strategiske spændinger mellem USA og Kina vil blive rullet ud.
- Hidtil har Arktis været en succesrig historie, da man har rettet sig efter reglerne i Arktis Råd og FNs havretskonvention. Nu er og bliver der uklarhed om de internationale regler. Det er ikke længere klart, hvilke regler der gælder i Arktis.
- Stor magtnationalisme har ført til uorden i verden.
Klimaændringerne, sikkerhedspolitikken, militær opbygning, de nye sejlruter og råstofferne har ikke kun betydning for landene i Arktis, men for hele verden. Derfor er der brug for en arktisk traktat. Sådan en traktat skal ikke kun gælde videnskabelige og miljømæssige spørgsmål, men også omfatte politiske og sikkerhedsmæssige regler, mener Bobo Lo.
Norges udenrigsminister Ine Eriksen Søreide maner til besindighed. Hun understreger at Arktis-regionen hidtil har været præget af ro, stabilitet og samarbejde mellem verdens nationer.
Stormagterne har derfor en interesse i, at det fortsætter, mener udenrigsministeren.
Ine Eriksen Søreide erkender dog, at Norge er meget uenig med sin store nabo Rusland på flere felter, men de to lande samarbejder godt i Arktisk Råd. Ministeren mener, at organisationer som Arktisk Råd og love fortsat er tilstrækkeligt til at styre udviklingen i Arktis. Hun afviser imidlertid ikke tanken om at gøre Arktisk Råd til et forum, hvor blandt andet USA, Rusland og andre arktiske nationer, kan føre sikkerhedspolitiske forhandlinger. Noget som Island og Finland tidligere har slået til lyd for.
Men i flere medier, blandt andet Berlingske, der fulgte konferencen bliver der slået alarm om en ny skræmmende udvikling er på vej i Arktis. Det sker i en artikel med overskriften: Donald Trumps ønske om at købe Grønland var første tegn: ”Arktis kan blive et nyt Mellemøsten”.
Det sker med henvisning til Bobo Lo’s indlæg på Arctic Frontiers.
– Freden er ovre. Og det er ikke noget, man taler højt om i Norge og Danmark, hvis man er ansvarlig politiker. Konflikter kan true de små arktiske nationers – Danmarks og Norges – kontrol med området og efterlade Arktis som en slagmark for USA, Kina og Rusland.
Det konstaterer Berlingskes sikkerhedspolitiske ekspert, Kristian Mouritzen, i sin reportage fra Tromsø.
Køb Sermitsiaq her: