Chefredaktøren anbefaler: Landsby tvunget ind i boligblok

Hvorfor standser vi her? I to timer har vi kørt gennem det snedækkede landskab uden at se andet end birk, nåletræer og bundfrosne søer.

Men nu drejer vi ind på en plads og parkerer ved et plankeværk midt i intetheden.

Skulle vi ikke til Lovosero? Tolken er allerede ude af bilen og henne ved en port i plankeværket. Porten åbner sig halvt, og en kvinde med forklæde bundet om livet spørger skulende, hvad vi vil.

Tolken svarer, at vi godt kunne tænke os lige at se nogle rensdyr.

Det er mest på grund af mig. Jeg må have mumlet et eller andet om, hvor cool det ville være at møde en flok af disse dyr.

Her er vi standset ved en samelandsby for turister, fornemmer jeg på skilte og flag. Der er stadig en halv time ind til Lovosero.

Herude i vildmarken har de smækket en kopi af det virkelige sameliv op, så kinesere og andre nysgerrige kan klappe et rensdyr og lade sig fotografere i den traditionelle blå-grøn-rød-gule samedragt.

En ung mand i sådan en dragt dukker op i portåbningen og giver sig til at stirre på os. Han er stor som en udsmider. Vi kan kun komme ind, hvis vi betaler et temmelig højt beløb og tager den fulde rundvisning, som varer op mod en time, siger kvinden.

I øvrigt er her ingen rensdyr lige nu, meddeler hun kort for hovedet. Det afgør sagen. Dagslyset er begrænset, og vi er trods alt ikke kørt så langt for at besøge en souvenirbutik. Farvel og tak.

30 kilometer senere ruller vi ind i Lovosero.

Den virkelige virkelighed

Her bor knap 3.000 mennesker, og 700 af dem er samer. Det er den største koncentration af samer i Rusland, dybt inde på Kola-halvøen. De tilhører et af de 42 oprindelige folk i det nordlige Rusland, som kæmper for at kunne leve et liv, der bare nogenlunde harmonerer med deres kultur og deres traditioner.

De er oppe imod en uovervindelig modstander. Mange af dem bor i de arktiske områder, hvor den natur, de i århundreder har levet af, må gøre plads for minedrift, boretårne, militærbaser og nye havneanlæg.

Plus klimaforandringer

Arktis har højeste prioritet på præsident Vladimir Putins kontor i Kreml. På grund af de store ressourcer af olie og gas.

På grund af den nordlige sørute, der gerne skulle blive et indbringende alternativ til Suezkanalen. Og på grund af den strategisk vigtige placering tæt på Nordpolen.

Det er herfra, raketterne har den korteste vej til USA, og omvendt.

Vi stiger ud og går lidt rundt i Lovosero.

Sneen knirker under støvlerne. Det er minus syv grader, mildt for december, men vinden får det til at føles koldere. Her og der tripper gamle mennesker forsigtigt af sted på de glatte veje. Også et par mødre med barnevogne. En lænkehund giver hals. Husene er hærgede, og mange af dem ser forladte ud, men er det ikke. Det eneste rensdyr er en statue foran skolen, hvor unge i alt for lidt tøj står og ryger.

I en af de rå boligblokke bor Valentina Sovkina, som tager imod i en venindes lille lejlighed, fordi, forklarer hun, hendes egen er for rodet på grund af hendes søns fødselsdag i går.

Valentina Sovkina er sameaktivist. En lille livlig, midaldrende kvinde med en isbjørn på T-shirten. Hun har smurt nogle madder med laks. Ud over at være formand for den lokale same-ngo bestyrer hun også en samisk radiostation, som har mistet licensen, så den nu kun kan høres på nettet.

Egentlig er Valentina Sovkina lærer, men stoppede, fordi hun »er for aktiv til at være lærer«. For aktiv med at kæmpe samernes sag.

- Jeg er nok for meget af en ballademager efter bureaukraternes opfattelsen. Når man siger sin mening, begynder de at lægge pres på én, siger hun

Flyttet mod deres vilje

Der har altid boet samer i Lovosero, fortæller Valentina Sovkina. Men også andre mennesker. I tidernes morgen straffede man kriminelle ved at sende dem hertil.

De opdagede de rige muligheder for jagt og fiskeri og begyndte at udvikle stedet.

Lovosero blev leverandør af vildt og fisk til tsarens hof, hvor man talte om, at fiskene i denne fjerne egn af sig selv hoppede op i nettet, og at fuglene faldt ned fra himlen.

- Og da den russiskortodokse tro indtog Kola-halvøen, vænnede samerne sig modstræbende til ikke kun at tro på en ting, men på to: Gud og naturen. Samernes livsstil passede dårligt til sovjettidens kommunistiske ideologi. De blev tvunget til at opgive deres nomadetilværelse og store landområder og flytte sammen i kolkhoser, kollektive landbrug.

I 1970 flyttede man en hel landsby ind i én boligblok i Lovosero for at give plads til et vandkraftværk ved Voronija-floden.

Samerne er her med andre ord ikke med deres gode vilje.

Mulighederne for at leve af rensdyrhold, jagt og fiskeri er stærkt begrænsede.

Og de ret få samer på Kola-halvøen, der stadig har rensdyr, fik for nogle år siden problemer med jægere, der ikke kunne se forskel på vilde og tamme dyr. Nogle af jægerne var soldater, der fyrede løs på rensdyrene med automatvåben.

Nu er der i det mindste kommet regler for jagten. Men der er også kommet regler for alle mulige andre ting, som gør det vanskeligt at leve af naturen. Teoretisk set kunne de godt leje nogle landområder af staten - som turiststedet uden for byen har gjort - og prøve at få noget op at køre med rensdyr. Men det er dyrt.

»Vi har forsøgt at få hele Kola-halvøen registreret som sameland. Men vi har selvfølgelig fået nej, fordi regeringen er bange for, at vi så vil tage os betalt for at lade dem drive miner og udvinde gas og olie«, siger Valentina Sovkina.

- Det ville gøre os til de rigeste mennesker i Rusland. Og gøre os uafhængige.

- Men ingen vil have, at vi skal være uafhængige. I alt er der 1.729 samer i Rusland, alle på Kola-halvøen. Der er flere i Finland, Norge og Sverige, men hvis de russiske samer samarbejder med dem, risikerer de at blive stemplet som fremmede agenter.

- Vi blev advaret om, at hvis vi ville blive ved med at modtage penge udefra, så ville vi komme på listen over fremmede agenter.

- De siger, vi kan ansøge om særlig støtte fra regeringen, men de kritiske ngo'er får det aldrig, siger Valentina Sovkina.

Den forbudte ngo

Denne sorte liste kender Rodion Suljandsiga kun alt for godt. Han er leder af Center for Support of Indigenous Peoples of the North, en ngo med base i Moskva.

Jeg møder ham på et cafeteria i et indkøbscenter i den sydlige del af Ruslands hovedstad. Suljandsigas ngo har ikke længere noget kontor. Faktisk er det formelt set heller ikke længere en ngo. I november besluttede en domstol at forbyde den.

Rodion Suljandsiga har på talrige FNkonferencer fortalt verden om alle de brud på menneskerettighederne, de oprindelige folk fra Kola-halvøen i vest til Tjukotka i øst er udsat for. Nu forsøger styret i Moskva at lukke munden på ham, er han sikker på.

- Vi er overbevist om, at det ikke er en juridisk beslutning. Det er en politisk ordre.

Den officielle forklaring på lukningen er, at ngo'en ikke har haft styr på sit papirarbejde.

Den har blandt andet forsømt at besvare breve fra myndighederne.

- Men de sendte brevene til vores gamle kontor, som vi måtte opgive, fordi huslejen blev sat op. Jeg har to gange givet dem min hjemmeadresse som den nye adresse for ngo'en, men de nægter at registrere den. Derfor modtog jeg aldrig brevene, siger Rodion Suljandsiga.

De seneste fem år har myndighederne gjort livet mere og mere besværligt for hans ngo. Den kom på listen over udenlandske agenter og kom først af listen igen sidste år, da den stoppede alle internationale projekter.

Regeringen har netop indført en ny lov, der tilmed gør det muligt at stemple enkeltpersoner som fremmede agenter, hvis de modtager penge fra udlandet.

Den stramning kan sagtens ramme Suljandsiga, hvis han som privatperson fortsætter sin kamp for de oprindelige folk, hvilket han bestemt har tænkt sig at gøre.

Rodion Suljandsiga er ikke i tvivl om, hvorfor Putin-regimet ser ham som et politisk problem. En vigtig forklaring er de store forventninger til Arktis.

Putin vil have frie hænder til at ommøblere og udbygge de arktiske egne, uden at nogen hele tiden fortæller FN og resten af verden, hvordan de økonomiske og militære interesser altid overtrumfer hensynet til de oprindelige folk.

- Rusland er besat af Arktis. Vi har givet regimet en slem hovedpine, siger han.

Om et år overtager Rusland formandskabet i Det Arktiske Råd, hvor de oprindelige folks rettigheder altid er et stort tema, og russerne har brug for at tegne et pænt billede af, hvordan de farer frem i Arktis.

Det gør de ved at lade en anden ngo end Suljandsigas repræsentere de russiske minoriteter i rådet.

Den ngo hedder The Russian Association of Indigenous Peoples of the North, Siberia and Far East, og dens formand er Grigorij Ledkov, som er medlem af den russiske statsduma for regeringspartiet Forenet Rusland.

- Det vil sige, at han er helt i lommen på Kreml. De renser ud. Det er rengøring, siger Rodion Suljandsiga.

Hverken det russiske justitsministerium eller andre russiske myndigheder har ønsket at kommentere beslutningen om at lukke Suljandsigas ngo. Regimet føler sjældent behov for at forklare sig, når det gælder angrebene mod de demokratiske rettigheder i Rusland.

Det er klart blevet værre de seneste år, mener Rodion Suljandsiga. Hele tiden vedtages nye undertrykkende love. Og det går ikke bare ud over de oprindelige folk.

- Vi nærmer vi os mere og mere sovjettiden.

- I dag sker det så let, at en anklage for aktivisme bliver til en anklage om ekstremisme.

Overgrebene mod russiske ngo'er har ikke har noget med demokrati at gøre, mener Maja Kocijancic, talsmand for EU's udenrigs-og sikkerhedspolitiske kontor.

- Den bekymrende udvikling er i modstrid med et uafhængigt og aktivt civilsamfund, som er et afgørende element i ethvert demokrati, siger hun til netmediet The Independent Barents Observer.

Vi vil ikke spørge om lov

For samerne i Lovosero handler det stadig om at få deres land tilbage.

- Fordi alle vores traditioner udspringer af vores land. Rensdyr, fiskeri, jagt, indsamling af bær og svampe. Alting..., siger Valentina Sovkina.

Ved siden af mig i lejlighedens lave sofa sidder Aleksandr Slupatjnik, en yngre same, der også er aktivist. Han er tidligere sømand og har nu et job som vagt på en mindre militær installation i nærheden.

Han taler, som Valentina Sovkina, med glødende engagement om alle de traditionelle aktiviteter, de føler sig afskåret fra.

Jeg spørger, om han nogensinde selv har haft noget med rensdyr at gøre?

– Nej, jeg har aldrig været rensdyrhyrde. Men for mig handler det om at have retten til jorden. Om muligheden for at holde rensdyr, siger Aleksandr Slupatjnik.

- Og jeg vil gerne lære det, derfor er jeg begyndt på rensdyrskolen her i byen. Jeg vil også gerne have, at mine børn lærer det. Jeg ønsker, at fremtidens generationer skal have det valg. For at føle sig som samer. Valentina Sovkina giver et eksempel mere på, hvor svært det er at være same.

Ganske vist må de godt fiske i den store Lovosero Sø, men de skal søge tilladelse og må kun fange 375 kilo fisk per person om året.

- Alt skal bogføres. Der er masser af papirarbejde og bureaukrati. Vi kan godt fiske, ja, men det sårer vores stolthed at skulle spørge om lov.

Anna Kirejeva bidrog som tolk til denne artikel.

Denne artikel har været bragt i dagbladet Politiken.

Køb AG her:

AG Uge 03 2020

Klik her for at læse