Chefredaktøren anbefaler: Den store kærlighed til hunde

På syvende sal i Nuuk Center sidder Siumuts Karl Tobiassen, på kontoret som naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, med en fantastisk udsigt over forskellige dele af Nuuk. Det er selvsamme kontor, hvor Aqqaluaq B. Egede sad, indtil den pludselige rokering for nogle uger siden.

Karl Tobiassen kunne forleden fejre sin 58-års fødselsdag. Dagen brugte han i ro og mag sammen med sin kone, den 57-årige lærer, Ane, i deres hus i Qaarsut, hvor han er født, opvokset og altid har boet, med undtagelse af få perioder gennem livet.

- Mit allerførste minde er fra da jeg er omkring to år gammel, og jeg er på hundeslæde på isen sammen med min far. Jeg er i en sovepose af hundeskind og så har jeg en sutteflaske, fortæller Karl Tobiassen, der er søn af afdøde Nikoline Tobiassen og 83-årige Jes Kristian Tobiassen og er den midterste i en søskendeflok på seks.

- Jeg var åbenbart ikke til at hugge eller stikke i, når min far skulle ud på sine fangstture. Jeg skulle med og sådan blev det, fortæller han.

Han var den eneste af sine søskende, der opførte sig sådan.

Fiskeri og fangst har altså altid ligget til Karl. Når han som barn var ude at lege, legede han fanger – dengang var der ikke fiskeri. Det er først kommet til senere.

Da han for eksempel som barn var ude at lege, jamen, så var det lege, efter, hvad de så, hvilket var fangerne, der tog ud på fangst. Og da han var ti år, fik han sin første hundespand. Og siden da, har han altid haft hunde.

- En forårsdag i starten af 00’erne, kørte jeg på hundeslæde langs iskanten, men en voldsom blæst ødelagde isen og mine hunde endte under isen og døde. Det var nogle hunde, som jeg elskede meget højt og havde enormt stor gavn af. Det var virkelig hårdt. Det var som at miste nære familiemedlemmer, fortæller han med smerte i stemmen.

Når Karl Tobiassen ikke er hjemme i bygden, plejer hans far eller børn, at passe hundene, som i perioder har været oppe på 40 stykker.

I 2019 måtte han dog aflive og give omkring 20 af sine hunde, fordi han skulle til Nuuk og bo i nogle måneder i forbindelse med noget KNAPK-arbejde. Og da han kom ind i Inatsisartut sidste år, måtte han også skaffe sig af med flere hunde.

- Min familie sagde ellers, at jeg burde aflive dem alle, men jeg kan ikke leve uden hunde, siger han.

Da han blev udpeget som naalakkersuisoq, gav han sig ellers og var med på, at han skulle af med alle hunde.

- Lige så snart, det blev besluttet, arbejdede jeg ellers med mit indre, for at give slip på hundene, siger han.

Det skulle ske i påsken, men han kunne alligevel ikke få sig selv til det, så nu passer hans far de resterende få hunde, der er tilbage.

Fortryder intet

Skolen fangede aldrig rigtig Karl Tobiassens interesse og da han var blevet konfirmeret, droppede han ud.

- Da sommerferien nærmede sig, sagde jeg, at min folkeskoletid var kommet til en ende. Så jeg har ikke færdiggjort folkeskolen. Jeg manglede det sidste skoleår, siger han.

Han understreger, at han aldrig har fortrudt, selvom hans lærere gjorde en ivrig indsats, for at få ham til at tage det sidste skoleår.

- Fordi jeg var bogligt dygtig, ville de gerne have, at jeg gjorde folkeskolen færdig, siger han.

Han ville ikke høre tale om, at komme tilbage i skole. Han skulle ud og være fanger og det kunne kun gå for langsomt.

Hans forældre havde svært ved at acceptere hans beslutning i begyndelsen, men Karl ligner sin far på det punkt, så de slog sig til tåls med det.

Derfor har han heller aldrig krævet af sine børn, at de skal tage sig en uddannelse. Det har været helt op til dem selv. Han har 36-årige Aqqaluartaaq Tobiassen, der er arbejder som tjener i Kangerlussuaq, og 19-årige Tupaarnaq Markussen med sin kone. Aqqaluartaaq fik de, da han var fem år og har siden adopteret ham, Tupaarnaq vil også gerne adopteres og ægteparret vil også gerne adoptere hende, men den biologiske familie har modsat sig ønsket. Det ændrer dog ikke på, at de ser hende, som deres egen. Og så har Karl sønnen 20-årige Nuka Pjerttursson, der er ved at uddanne sig til arktisk ingeniør.

Derudover har Ane og Karl også været plejefamilier for mange børn gennem årene, så på den måde, er der mange børn i deres liv.

Diskussion med tv og radio

For Karl Tobiassen har det været vigtigt, at gøre noget for samfundet. Han kom første gang ind i lokalpolitik i 1991 som suppleant og i 1997 stillede han første gang op til kommunalbestyrelsen i Uummannaq, blev valgt ind og sad der indtil 2009 og var også formand for bygderådet i samme periode. Men i 2009 meldte han sig ud af politik. Helt ud. Han ville ikke ind i politik igen. Det var i hvert fald meningen.

- Det er sådan, at jeg følger med i Radioaviserne og Qanorooq og hver gang, der er politiske indslag, som jeg ikke er enig i, så sidder jeg og diskuterer med radioen eller tv’et, hvordan tingene burde køre. Det hørte min familie meget på og flere gange påpegede de, at jeg lige så godt kunne holde min kæft, fordi jeg ikke blev hørt, fortæller han.

I 2020 var der et indslag om fiskeri og fangst, der fik ham helt op i det røde felt – i dag husker han ikke, hvad det handlede om – og igen snakkede han til enten tv’et eller radioen, at det ville gå helt galt.

- Igen sagde min familie, at jeg ikke blev hørt. Hvis jeg ikke var med, så ville jeg ikke have en indflydelse.

- Og så sagde min datter, at jeg havde arbejdet meget for andre mennesker, da hun var mindre og rejst meget, men nu var hun blevet stor, så hun mente, at jeg skulle gå ind i politik igen. Det afviste jeg. Jeg lovede min familie i sin tid, at jeg ikke skulle tilbage til politik, siger han og tilføjer, at han også ville have bedre tid til fiskeri og fangst.

Karl Tobiassen tager oftest ud på jagtture med sin grandfætter, i denne her tid ville det for eksempel være narhvaler, der ville være på vej op mod Qaarsut.

- Jeg har altid sagt, at jeg aldrig vil flytte fra Qaarsut, siger han.

Grunden er naturen og dyrene. Heller ikke, da Royal Greenland lukkede deres fabrik og mange flyttede fra byen, havde han tanker om at flytte væk. Han er omkring en halv times sejlads fra Uummannaq, hvor han indhandler, så det er ikke noget problem for ham, understreger han.

Overbevist om egne evner

I 2019 blev han også spurgt, om han ikke ville stille op til kommunalvalget for Qaarsut, også der afviste han kraftigt. Men da han blev ringet op, at det var sidste frist for tilmelding klokken 12, så tog han til Siutmuts hovedkontor og skrev under. Han var i Nuuk i forbindelse med noget foreningsarbejde.

- Jeg tænkte ikke så meget over det, da jeg underskrev. Jeg blev også bedt om at stille op til Inatsisartut, som jeg også afviste, men accepterede til sidst.

- Den største grund til, at jeg accepterede at stille op til begge valg, var på grund af min families godkendelse, siger han.

Tidligere på måneden fik han så en opringning, mens han sad på restaurant og spiste med sin kone, men det der skulle siges, skulle siges face to face, så formand for Siumut, Erik Jensen, kom til restauranten, forklarede parret situationen og nu sidder Karl Tobiassen altså som naalakkersuisoq for fiskeri og fangst og blev gjort opmærksom på, at han ikke var førstevalg, men en anden havde takket nej til positionen før ham.

- Min kone og jeg kiggede på hinanden uden at sige noget, og så sagde jeg, at jeg godt kunne klare det, fortæller han.

Først morgenen efter, gik det op for ham, at han skulle være naalakkersuisoq.

- Det fik mig til at smile. Jeg følte, at jeg var klar til at tage de udfordringer op, at jeg havde noget at kunne give som fisker og fanger og jeg var ikke bange for at sidde i den position, siger han.

Den vigtigste opgave, som de seneste mange naalakkersuisutter for fiskeri og fangst, har været den kommende fiskerilov. Det har ikke ændret sig, men Karl Tobiassen er overbevist om, at det nok skal lykkedes, at få den hjem med ham ved roret.

- Jeg regner ikke med, at jeg kan blive siddende, hvis jeg ikke bliver færdig, siger han og tilføjer i samme åndedrag, at han håber, at han kan få alle partiers opbakning til forslaget.

Det har også været vigtigt for ham, at bakke op om foreningslivet. Han har været medlem af Qaarsuts sportsforening, Ukaleq, siden han var 15 år og næsten lige så længe, har han været medlem af KNAPK. I 2017 blev han en del af hovedbestyrelsen og var der, indtil han blev sat ind som naalakkersuisoq den 5. april.

AG Uge 17 2022

Klik her for at læse