Canada øremærker gigantbeløb til oprindelige folks børn

Canadas regering har øremærket 40 milliarder dollars til erstatninger til oprindelige folks børn og til styrkelse af indsatsen før børnene fremadrettet.

Offentliggjort

De mange penge skal rette op på 30 års svigt og diskrimination, fortæller en minister fra den canadiske regering:

- Vi reflekterer over 30 års svigt og diskrimination af oprindelige folks børn i det sociale system, siger minister for oprindelige folk, Marc Miller ifølge det canadiske medie CBC.

- Dette er 30 år af omkostningerne ved fiasko, og de omkostninger er høje.

Pengene er endnu ikke endelig afsat, men det er planen, at de også skal bruges til erstatninger til oprindelige folks børn som følge af retssager. Den canadiske regering er nemlig tidligere blevet dømt af en canadisk menneskerettighedsdomstol til at betale 40.000 dollars i erstatning til alle oprindelige folks børn, som er blevet diskrimineret i det sociale system i landet.

- En positiv meddelelse

Det er dog endnu ikke afklaret, hvor mange børn, der skal have erstatningen.

Hos organisationen First Nations Child and Family Caring Society, der arbejder for oprindelige folks interesser, er direktøren forsigtig optimist, efter regeringens udmelding:

- Det er en positiv meddelelse, men vi har stadig til gode at se, hvordan dette rent faktisk lander i form af betalinger til børn og familier, siger Cindy Blackstock, administrerende direktør i First Nations Child and Family Caring Society.

Langsigtede reformer

Ifølge regeringen er det planen, at de 40 milliarder dollars skal fordeles nogenlunde ligeligt mellem erstatningskrav og langsigtede reformer af det sociale system.

Minister Marc Miller sagde, at målet med reformerne er "at sikre, at vi ikke gentager modellen, der har revet børn fra deres familier og sat dem i pleje."

Canadas behandling af oprindelig folks børn er omdiskuteret, og tidligere på året vakte det opsigt her i Grønland, da der blev fundet i hundredvis af umærkede grave med oprindelige folks børn i nærhed af tidligere kostskoler.

Powered by Labrador CMS