Canada åbner konsulat i Nuuk

Det nye canadiske konsulat i Nuuk åbner officielt fredag eftermiddag. Politikere og embedsmænd fejrer Canadas tilstedeværelse i Grønland, som skal styrke arktisk samarbejde mellem lande og folkeslag.

Canadas udenrigsminister Anita Anand fredag i Nuuk.
Offentliggjort

Canadas konsulat åbner officielt fredag eftermiddag, hvor repræsentanter fra flere lande er mødt op i Nuuk.

Konsulatet har til huse i samme bygning som det islandske konsulat lige ved Vor Frelser Kirke. Diplomat Julie Croteau er fungerende leder for konsulatets arbejde, indtil der er udnævnt en permanent konsul.

— Vi vil søge tættere samarbejde med Grønland vedrørende økonomisk udvikling, lufttransport og båndene mellem borgere, siger Canadas udenrigsminister Anita Anand under et kort møde med pressen fredag eftermiddag i Nuuk.

Anita Anand holder åbningstale ved konsulatet i centrum af Nuuk fredag eftermiddag.

Udenrigsministeren fortæller, at hun netop har mødtes med naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt, og hun understreger, at det blandt andet er deres opgave at facilitere gode forbindelser mellem Inuit i Canada og Grønland.

Udenrigsministeren bliver også spurgt indtil, om Canada sender et signal til Donald Trump ved at åbne konsulatet i Nuuk.

Her svarer udenrigsministeren diplomatisk, at Canada samarbejder med USA på en række områder som forsvar og handel, og at åbningen handler om Canadisk udenrigspolitik og ikke forholdet til andre lande.

Prominente gæster

Andre canadiske gæster i Nuuk er ifølge planen generalguvernør Mary Simon, ambassadør Carolyn Bennett og arktisk ambassadør Virginia Means.

Generalguvernør Mary Simon har selv inuitbaggrund og er kendt for at have inuits rettigheder og samarbejde som mærkesager gennem årtiers politisk arbejde.

Som generalguvernør repræsenterer Mary Simon i dag den britiske konge, der formelt set er statsoverhoved for Canada. Både generalguvernøren og den canadiske udenrigsminister kommer lige fra et besøg i Danmark torsdag.

Torsdag ankom et fly med inuit fra Canada, der er taget til Nuuk i anledning af konsulatets åbning. Formålet er at vise solidaritet under det aktuelle politiske pres fra USA.

Canadisk skib ankommet til Nuuk

Også et skib fra den canadiske kystvagt er ankommet i Nuuk til lejligheden.

De islandske og canadiske flag ved indgangen til det nye konsulat.

Det canadiske konsulat er gået i gang med sit arbejde længe inden fredagens festligheder. Den formelle åbning og reception var oprindelig planlagt til november 2025. Det blev udsat, fordi vejret forhindrede flyvninger til Nuuk på dagen.

Canada besluttede allerede i 2024 at oprette konsulat i Grønland. Siden har Frankrig taget den samme beslutning. Den nye franske konsul er netop udpeget og har ligeledes første dag på jobbet i Nuuk denne fredag.

– Ud over åbningen af det nye canadiske konsulat vil der blive afholdt en række politiske drøftelser om den sikkerhedspolitiske situation i Arktis, oplyser det danske udenrigsministerium.

Powered by Labrador CMS