Brand på værft rammer nye politibåde
En brand i værftsbygninger i Faaborg får betydning for levering af de fire nye politifartøjer, som skal erstatte tre af fire nuværende politikuttere. De bygges nemlig på værftet, hvor en voldsom brand har hærget natten til fredag.
En voldsom brand i flere værftsbygninger i Faaborg er blevet slukket, og der udvikles ikke længere giftig røg. Det oplyser Fyns Politi i en beredskabsmeddelelse lige før midnat natten til fredag.
Branden har forårsaget store materielle skader i en lagerbygning og en administrationsbygning, fortæller vagtchefen tidligt fredag morgen.
- Det er brændt fuldstændig sønder og sammen, og vores brandteknikere skal til at kigge på, hvad der antændte branden, siger Henrik Strauss.
Grønlands Politi oplyser til Sermitsiaq.AG, at der ikke er sket skade på politiets fire nye både, som bliver bygget på værftet. Derimod er dele til bådene brændt, hvilket kan betyde forsinkelse på leveringen.
Leveringsplan kan skride
Planen har været, at båden til Aasiaat skulle leveres i slutningen af denne måned. Båden har fået navnet Kimik og den er allerede søsat et stykke fra området, hvor branden opstod.
Levering til Qaqortoq er planlagt til midt i juli mens bådende til Nuuk og Sisimiut forventes at ankomme til landet omkring oktober eller november.
I forbindelse med branden blev en ansat ved værftet kørt til observation for røgforgiftning, fortalte vagtchef Henrik Strauss ved Fyns Politi. Tilstanden på den ansatte er ukendt.
Hjemmeværnet indsat
Det var ifølge vagtchefen glasfibre, aluminium og asbest fra værftet, der udviklede den farlige røg.
Hjemmeværnet er blevet indsat fredag morgen til at bevogte bygningen for at sikre, at der ikke er folk, der går derind og kommer til skade.
— presse fotos (@pressefotosdk) June 3, 2021
Operativ chef i Beredskabsstyrelsen Lars Høg Schou skrev på Twitter kort før midnat torsdag aften, at Beredskabsstyrelsen Sydjylland var omdirigeret til Faaborg. Det var 12 brandfolk med vogne.
Han skrev videre, at et dronehold fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland også var indsat.
Ifølge vagtchefen ved Fyn Politi havde politiet ti mand på stedet.