Børnerejsehold i Tasiilaq ramt af COVID-restriktioner

Coronasituationen i landet har gjort det nærmest umuligt for børnerejseholdet at komme til Tasiilaq for at behandle børn, der er blevet krænket seksuelt.

Offentliggjort

Obs: Kommentar fra Socialstyrelsen vedrørende behandlere fra uden for landet og behandlere fra landet sat ind klokken 9.10.

Det seneste halve år er der ikke kommet psykologer og psykoterapeuter for at behandle børn og unge i Tasiilaq.

Også selvom den klare aftale er, at børnerejseholdet skal komme til Tasiilaq en gang hver måned.

Børnerejseholdet, der skal behandle børn, der er udsat for seksuelle krænkelser, har været sat på standby på grund af coronasituationen.

- På grund af coronasituationen og de følgende restriktioner er der ingen psykologer og psykoterapeuter, der kunne rejse ind til Tasiilaq. Indrejsen er mere besværligt, hvilket resulterede i, at der ikke kom nogen behandlere til Tasiilaq i et halvt år, fortæller Lene Warwick, fagchef i forvaltning for børn og familier i Kommuneqarfik Sermersooq i Tasiilaq.

- Det er svært for os at virke troværdige over for de børn, som vi har lovet behandling, når der alligevel ikke kommer behandling, forklarer fagchefen.

Frustrerende situation

Lene Warwick fortæller, at manglende behandling fra børnerejseholdet gør børn og unge frustrerede.

- De lider under, at det ikke kan få den behandling. Og de har voldsomt brug for den behandling, siger Lene Warwick.

- Problemet er, at vi ikke har kvalificeret og uddannet arbejdskraft til at behandle børn og unge, der er udsat for seksuelle overgreb i byen. Vi er afhængige af udefrakommende, uddannet arbejdskraft, siger hun.

Styrelseschef i Socialstyrelsen Helene Berthelsen bekræfter, at behandlere, der kommer fra Danmark bliver bremset af COVID-19 restriktioner. Men behandlere, der bor i Grønland og som ikke har rejst udenlands de seneste 14 dage kan frit rejse til Tasiilaq.

Efterlyser kontinuitet

Rejsende, der kommer fra udlandet skal være i karantæne i Nuuk i fem dage og blive re-testet fem dage efter ankomst, før de kan rejse videre til Tasiilaq.

Det betyder, at behandlere der rejser til Tasiilaq fra Danmark må føje fem dage mere til deres rejsetid.

Lige nu er der et rejsehold i Tasiilaq efter et halvt års fravær. Det er anden gang i år, der er et børnerejsehold.

Der er dog ingen klar besked om, hvornår det næste rejsehold vil komme, når det nuværende børnerejsehold rejser igen, ifølge kommunen.

- Vi ved ikke, hvornår vi kan tilbyde mere hjælp. Det synes jeg er problematisk for børn der er i behandling, og for de børn der har behov for behandling. Vi kan ikke være det bekendt at efterlade børn i uvished. De har hårdt brug for hjælp efter at være udsat for seksuelle overgreb, siger Lene Warwick.

Socialstyrelsen oplyser, at der allerede er lagt planer for, hvornår rejseholdet kommer til Tasiilaq. Planerne gælder for resten af året.

Børnerejseholdet er et samarbejde mellem Kommuneqarfik Sermersooq og Selvstyret. Socialstyrelsen oplyser, at der er lagt en plan for behandlinger året ud.

Powered by Labrador CMS