Borgmester: Nedskæringer er nødvendige

Avannaata Kommunia bruger omkring 800 millioner kroner til lønudgifter af personale. Pengene kan bruges bedre, når administrationen der er vokset sig større tilpasses, siger borgmester.

Kommunens lønudgifter skal ned, så likviditeten kan blive mere robust. Det er et nødvendigt træk for at sikre en god udvikling, siger Palle Jerimiassen.
Offentliggjort

Borgmester Palle Jerimiassen forklarer i en pressemeddelelse nødvendigheden af at skære ned på antallet af ansatte i Avannaata Kommunia, så der bliver penge til andre ting.

- Planen er, at lønninger i fremtiden skal udgøre omkring 60 procent, så vi kan have råd til anlægsinvesteringer og for eksempel mulighed for at bygge flere boliger. Det vil komme til at betyde færre ansatte på alle niveauer. Nogle stillinger bliver ikke genbesat eller forlænget. Andre skæres væk ved naturlig afgang og så vil der blive afskedigelser, skriver borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen (løsgænger) i en pressemeddelelse.

Oppositionen i Avannaata Kommunia, Siumut-gruppen, har kaldt kommunens administrering af økonomien og budgetoverskridelserne for dårlig økonomistyring og kræver at borgmesteren tager ansvar for den sejlende økonomi.

Palle Jerimiassen er dog ikke meget for at kalde budgetoverskridelser for dårlig forvaltning.

- Som jeg tolker det, så er det ikke dårlig forvaltning af vores midler, som forårsager den situation, vi er havnet i. Det er hverken bevidst fra administrationen eller kommunalbestyrelsens side, siger Palle Jerimiassen i en pressemeddelelse.

Tilpasses til før coronatilstande

Borgmesteren forklarer videre, at antallet af ansatte i kommunen er blevet opnormeret under corona. Blandt andet er der flere steder i kommunen ansat ekstra personale til rengøringsopgaver og ekstra plejepersonale i eget hjem, på alderdomshjem og børnehaver.

Kommunalbestyrelsen er enig i, at antallet af personale skal skæres ned til et niveau, der var før coronapandemien.

Borgmesteren understreger i en pressemeddelelse, at han tror på, at der er nok arbejde for borgere i Avannaata Kommunia, da en ny analyse viser, at 200 virksomheder i kommunen generelt fatter arbejdskraft.

Driftsomkostninger skal mindskes

Udover at nedbringe antallet af personale i kommunen varsler kommunen med endnu flere besparelser. Driftsomkostninger, der de seneste år er skudt i vejret skal ned, lyder det.

- Siden jeg blev borgmester har vi øget vores driftsomkostninger med 150 millioner kroner, selvom vores aktiviteter og dermed befolkningens demografi ikke har ændret sig væsentligt.

- Størstedelen af vores omkostninger går til lønninger og jeg har i samarbejde med den øvrige kommunalbestyrelse lært, at vores økonomiske dispositioner skal være anderledes fremadrettet, siger borgmester Palle Jerimiassen.

Palle Jerimiassen understreger, at kommunalbestyrelsens medlemmer, deriblandt oppositionen, har drøftet antallet af ansatte i nedskæringsprocessen.

Powered by Labrador CMS