QEQQATA KOMMUNIA

Borgmester Malik: Kom og afgiv jeres stemme - det er vigtigt

Borgmester Malik Berthelsen er mildest talt skuffet over fremmødet til kommunens store folkeafstemning. Kun 26 procent af de stemmeberettigede i Sisimiut og 31 procent i Maniitsoq har afgivet deres stemme ved 16:00 tiden.

Borgmester Malik Berthelsen venter på borgere i Sisimiut forsamlingshus. Han opfordrer til at alle stemmeberettigede borgere i hele kommunen bør bruge deres ret til at deltage i folkeafstemningen om hvorvidt kommunen fortsat skal eksistere eller om den skal skilles - kom og afgiv jeres stemme, det er vigtigt opfordrer han.
Offentliggjort

Der har været mange debatter mellem Maniitsoq og Sisimiut om kommunens struktur, en debat som faktisk startede næsten før kommunesammenlægningen i 2009. 

Meget af debatten har været nærmest uforsonligt og kræfter har talt for at Maniitsoq og Sisimiut skal skilles.

I dag onsdag har de stemmeberettigede i Sisimiut, Maniitsoq, Napasoq, Atammik, Kangaamiut, Itilleq, Sarfannguit og Kangerlussuaq en mulighed for at afgive deres stemme.

- Set i forhold til al den debat der har været og set i forhold til de vedvarende krav, især fra Maniitsoq, er det lidt skuffende at der ikke er kommet flere borgere for at afgive deres stemme om hvorvidt kommunen skal bestå som den er i dag eller om Maniitsoq bliver egen kommune, siger borgmester Malik Berthelsen (S).

Meget lav deltagelse

- Lidt over klokken 16:00 har kun 26 procent i Sisimiut og 31 procent i Maniitsoq afgivet deres stemme, det er faktisk lidt skuffende set i forhold til al den debat der har været igennem årene.

Men afstemningsstederne er åbne til klokken 20:00, og borgmesteren ønsker at alle der har mulighed for at komme og afgive deres stemme, også gør det:

- Selvom der ikke er nedre grænser for hvor mange procent der skal have afgivet deres stemme, så mener jeg at sagen er så vigtig og at vi bagefter har en retvisende og repræsentativ resultat, som vi kan bruge i det videre arbejde, og netop derfor er det meget vigtigt at afstemningsprocenten kommer højere op, understreger Malik Berthelsen (S).

Powered by Labrador CMS