Boligselskab går på storindkøb af boliger til KAIR og sundhedsvæsenet

Finans- og Skatteudvalget har godkendt, at Illuut kan købe tre boligtårne og fire boligblokke i Nuuk. Boligerne skal bruges til personale i sundhedsvæsenet og Kalaallit Airports samt almindelig udlejning.

Selvstyrets boligselskab er sendt på storindkøb på boligmarkedet i Nuuk. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Det selvstyreejede boligselskab Illuut A/S er sendt på storindkøb i boligmarkedet i hovedstaden.

Ikke mindre en tre boligtårne samt fire boligblokke har selskabet fået godkendelse til at købe - i alt 177 boliger.

Det fremgår af dokumenter fra Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg.

Her står blandt andet, at Naalakkersuisut ønsker, at Illuut køber tre boligtårne ved Qatserisut i Nuuk. De tre boligtårne skal bruges til personaleboliger i sundhedsvæsenet.

Til personaleboliger og almindelig udlejning

Derudover beder Naalakkersuisut også udvalget om lov til, at Illuut køber yderligere fire boligblokke på Unaaq i bydelen Qinngorput.

Disse boligblokke skal bruges til almindelig udlejning samt til personaleboliger til Kalaallit Airports A/S (KAIR).

Finans- og Skatteudvalget har godkendt begge anmodninger, som er betegnet som hastesager af Naalakkersuisut.

Udvalget kommer dog med en løftet pegefinger:

Udvalg er uforstående

- Udvalget er samtidig uforstående overfor, at en sag af den størrelse anmodes hastebehandlet, skriver udvalget til Naalakkersuisut i forbindelse med godkendelsen af de to anmodninger.

Det fremgår ikke af dokumenterne, hvor mange boliger der reelt er tale om, eller hvor store investeringerne i boligerne er i kroner og øre.

Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar fra naalakkersuisoq for infrastruktur Erik Jensen (S) til sagen, da den hører under hans ressortområde. Det er dog ikke lykkedes inden deadline for denne artikel.

Spritnye boliger

Mandag har Naalakkersuisut dog udsendt en pressemeddelelse om sagen. Her fremgår det, at der er tale om i alt 177 boliger.

88 boliger beliggende ved Unaaq i Qinngorput, hvor blokkene forventes færdigopført i perioden mellem 2024 og 2026.

Tre boligtårne med i alt 90 boliger, beliggende ved Qatserisut: Boligtårnene opføres i umiddelbar nærhed af det kommende Steno Diabetes Center og Dronning Ingrid Hospital (DIH), og forventes færdigopført i perioden mellem 2023 og 2024.

Powered by Labrador CMS