Blogger til Hans Ø

Albatros Travel vil bruge bloggere som led i reklamen for sine krydstogts-destinationer i Grønland.

Nettets muligheder for interaktiv kommunikation er nu også nået rejseburauet Albatros Travel, der igennem flere år har arrangeret krydstogter til Grønland.

I begyndelsen af august åbnes en blog fra Albatros' krydstogt med Ocean Nova (tidligere Sarpik Ittuk) i Diskobugten fra 3-11. august.

Her kommer man tæt på den verdensberømte Ilulissat Isfjord, Knud Rasmussens fødeby og formentlig baskende hvalhaler, skriver bureauet på sin hjemmeside.

Der arbejdes også på en blog fra en af Albatros’ mest spektakulære ture i år til Nordgrønland og den kontroversielle Hans Ø.

- Isforholdene er i år gunstige, så Albatros venter at nå længere mod nord end nogensinde.

Det er Albatros Travels journalist Lene Spanggaard og rejsebureauets grønlandsekspert Michael Hjorth der skriver, filmer og tager billeder til bloggen.

- Dette er vore første eksperimenter med direkte blogging, vi håber at opnå den fornødne erfaring og finde den ideelle form, som i nær fremtid bliver hverdagskost.

- Vi forestiller os, at rejsende selv kan deltage og at fremtidige gæster, kan se, hvad de kan forvente af den pågældende rejse.

Vi forestiller os en fremtid med interaktiv kommunikation mellem rejsende, bureau og guider, familie, fremtidige rejsende osv., siger Albatros’ marketingdirektør Jesper Dichmann.

Som led i forsøget blogger rejsebureauets direktør Søren Rasmussen fra Albatros’ camp midt i nationalparken Masai Mara i Kenya, Karen Blixen Camp, fra 1. august.

Powered by Labrador CMS