Annonce
Billigere at sende fragt
De kommende to måneder bliver det billigere at sende fragt til og fra, samt internt i Grønland med Royal Arctic Line.

1. marts nedsætter Royal Arctic Line olie- og valutakurstillægget til otte procent fra de nuværende 12 procent. Gunstige oliepriser i december og januar er årsagen til nedsættelsen, oplyser rederiet.
Annonce
Det er anden justering i træk, hvor tillægget sænkes, og det er nu mere end halveret siden årsskiftet. I månederne op til årsskiftet lå olie- og valutatillægget på 19 procent.
Royal Arctic Line justerer olie- og valutatillægget seks gange om året. Landsstyremedlemmet for Infrastruktur, Kim Kielsen, har godkendt den seneste regulering, så fragt til, fra og internt i Grønland fra 1. marts 2009 til og med 30. april 2009 altså tillægges otte procent.