Bil trillet i havnen
En personbil er trillet i havnen i Nuuk onsdag omkring middag. Brandvæsenet og politiet er til stede, mens bilen bliver hevet op igen.
Forbipasserende har sikkert fået sig en forskrækkelse, da en hvid personbil begyndte at trille direkte ned i vandet, i Nuuks gamle havn onsdag omkring middag.
Vagtchef ved Grønlands Politi, Mark Larsen oplyser til Sermitsiaq.AG, at politiet har modtaget en anmeldelse om episoden omkring klokken 12.35.
- Vi er sammen med brandvæsenet til stede i havnen, og vi skal selvfølgelig kigge på, hvad der er sket siden en bil er trillet i havnen, oplyser han.
Ingen personer i bilen
Den hvide personbil er blevet bugseret op af vandet af en lastbil omkring klokken 13.00. Ifølge Grønlands Politis oplysninger var der ingen personer i bilen, da bilen begyndte at trille fra parkeringsstedet.
- Vi skal selvfølgelig undersøge omstændighederne. Men umiddelbart tyder det på, at det er et hændeligt uheld, hvor en fører har glemt at trække håndbremsen til, eller også er der fejl i bilen der gør, at håndbremsen ikke virkede efter hensigten, fortæller Mark Larsen.