Avaaraq Olsen sætter fokus på skoler, turisme og udvikling

Borgmesteren i Kommuneqarfik Sermersooq ønsker, at kommune er et godt sted at bo for alle, siger hun i sin nytårstale. Dog kan hun ikke komme udenom udfordringer med skimmelsvamp og boligmangel.

Borgmester Avaaraq Olsen har holdt sin fjerde nytårstale.
Offentliggjort

2025 er gået på hæld og med det nye år kommer også nytårstalerne. Heriblandt fra borgmesterene rundt omkring i landet.

I Kommuneqarfik Sermersooq fortsatte Avaaraq Olsen som borgmester efter valget 1. april, og det er derfor hendes fjerde nytårstale.

I talen kommer hun ind på en række områder, heriblandt skimmelsvamp i skolerne, tilflytning til Nuuk og turisme.

Hun begynder talen med at tale om valget i 2025, hvor en ny kommunalbestyrelse blev valgt.

- Mange nye kræfter blev valgt, men vores ansvar og de udfordringer, vi står overfor som kommune, er de samme. Erfarne og nye kommunalbestyrelsesmedlemmer arbejder nu sammen med et fælles fokus på udvikling af hele kommunen, strategier for alle byer – ikke kun hovedstaden – gode levevilkår for borgerne og en solid, bæredygtig økonomi, siger Avaaraq Olsen.

Hun fremhæver, at lokale strategier skal udarbejdes i tæt dialog med borgerne og skal danne grundlag for kommunens arbejde og prioriteringer.

I 2025 rejste Avaaraq Olsen rundt til alle byer i Kommuneqarfik Sermersooq og mødte borgerne. Hun var blandt andet med til at fejre Ittoqqortoormiits 100-års jubilæum.

Decentralisering og skimmelsvamp

I december godkendte kommunalbestyrelsen budgettet for 2026. Budgettet viser ifølge Avaaraq Olsen et ønske om at decentralisere ansvar og styrke den lokale borgerbetjening.

- Målet er, at alle borgere – uanset hvor i kommunen de bor – oplever en god og sammenhængende service, siger hun.

Men kommunen står også overfor udfordringer. Blandt andet boligsituationen som fortsat er udfordret.

- Der udarbejdes en tiårig boligplan, som både omfatter nybyggeri og renovering i byer og bygder.

Og så er der jo skolerne. I 2025 lukkede to af Nuuks folkeskoler med skimmelsvamp – mens den nye skole i midtbyen Atuarfik Inussuk endnu ikke er taget i brug. 

- Skimmelsvamp i skolerne har store konsekvenser for elever, familier og medarbejdere. Vi arbejder målrettet for at sikre, at undervisningen fortsætter bedst muligt, og jeg vil gerne takke både lærere og forældre for deres forståelse og samarbejde, siger Avaaraq Olsen.

Turismen skal udvikles

Men til trods for udfordringer med boliger og skoler er det vigtigt for borgmesteren, at kommunen er et godt sted at bo – for børn, familier og ældre.

- Vi ser en øget tilflytning af børnefamilier og ældre til Nuuk, hvilket medfører nye udfordringer. Med dette in mente vil vi arbejde for en helhedsorienteret og fremtidssikret udvikling, siger Avaaraq Olsen.

Også på erhvervsområdet skal der udvikles med en ny erhvervspolitik, som støtter iværksættere, lokale virksomheder og kommunens samlede fremgang.

Og i den forlængelse ønsker borgmesteren, at udviklingen af turismen sker med udgangspunkt i borgernes behov. Den nye lufthavn i Nuuk har allerede medført flere og nye typer besøgende, hvilket giver nye muligheder, siger borgmesteren.

Men det er vigtigt at beskytte naturen. Derfor har kommunalbestyrelsen besluttet at indføre begrænsninger for tilgængelige områder, så turismen udvikles ansvarligt og uden at belaste naturen og lokalsamfundene. Disse områder bliver tydeligt afmærket.

- Når vi sætter os personlige mål og tager nye skridt, påvirker det hele fællesskabet. Derfor skal vi tro på vores egen evne til at gøre en forskel – både som enkeltpersoner og som samfund. På den måde kan vi skabe positive forandringer for os selv og for de generationer, der kommer efter os, siger borgmesteren til slut.

Hun ønsker alle et godt nytår fyldt med trivsel, fremgang og godt helbred.

Powered by Labrador CMS