Arktisk Kommando har været i landet i 10 år
Mandag fejrede Arktisk Kommando 10-års jubilæum. Det blev fejret på dækket af inspektionsskibet Triton ved Nuuk med orkester og taler samt en reception.
Vejret var med Arktisk Kommando mandag, hvor 10-års jubilæet blev fejret. Jubilæet blev fejret på dækket af inspektionsskibet Triton, hvor både besøgende fra Forsvaret i Kongeriget Danmark, lokale grønlandske samarbejdspartnere som politiet og det amerikanske konsulat kunne nyder orkestret og taler.
Det skriver Arktisk Kommando på sin Facebookside.
Forsvarschef Flemming Lentfer understregede i sin tale, at udviklingen i Arktis det seneste årti stiller store krav til evnen til at overvåge, samarbejde og koordinere opgaveløsninger.
- Arktisk Kommando har de sidste 10 år været omdrejningspunktet for Forsvarets opgaveløsning i Arktis. Kommandoen har blandt andet gennemført militære opgaver og redningsøvelser og støttet det lokale politi i samfundet. På denne måde kommer Forsvaret sammen med mange lokale rundt omkring i Grønland og på Færøerne, sagde general Flemming Lentfer.
Arktisk Kommando opretholder blandt andet suverænitetsopgaver og står for SAR-operationer i Grønland.
95 medarbejdere
Arktisk Kommando blev oprettet den 31. oktober 2012, da Grønlands Kommando i Kangillinnguit fusionerede med Færøernes Kommando. I dag har kommandoen 95 medarbejdere i hovedkvarteret i Nuuk, Thule Airbase, Station Nord, Kangerlussuaq, Grønnedal, Mestersvig, Daneborg, på Kartellet i København, i Aalborg og i Thorshavn på Færøerne.
- Ved Arktisk Kommando er medarbejderne den vigtigste kapacitet. I har alle valgt at forlade de trygge rammer for at prøve kræfter med en ny geografi, et nyt klima og en ny kultur. Det er jeres daglige indsats, der gør, at Arktisk Kommando kan løse opgaverne, sagde Brigadegeneral Poul Primdahl i sin tale.
Du kan se flere billeder fra fejringen i Arktisk Kommandos side: