Aqqaluaq i forsvar for NAMMCO
Det vil stride mod en vigtig FN Konvention, hvis Grønland ville forlade NAMMCO, der er internationalt samarbejde om fastsættelse af kvoter for fangst af blandt andet narhvaler. Det vurderer naalakkersuisoq.
Narhval-kvoter har været et hedt debatemne gennem de senere år.
Flere steder i landet er kvoterne blevet opbrugt hurtigt, hvilket eksempelvis førte til demonstration i Nordgrønland sidste år. I Østgrønland kan fangerne se frem til dalende kvoter i de kommende år, fordi narhvalbestanden vurderes at være for lille til at kunne bære fangst.
Centralt i flere af diskussionerne står Den Nordatlantiske Havpattedyrkommission NAMMCO, der er et internationalt samarbejde om forvaltningen af havpattedyrene.
I et paragraf 37 spørgsmål vil Siumuts Lars Poulsen vide, om Naalakkersuisut vil fastholde Grønlands medlemskab af NAMMCO, og i sin begrundelse for spørgsmålet skriver han, at organisationens anbefalinger om kvoter er 'gået imod Grønlands ønsker og historiske kulturelle værdier.'
'Udmeldelse vil overtræde konventioner'
Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Aqqaluaq B. Egede (IA), slår dog fast, at Naalakkersuisut vil forblive medlem.
Det vil blandt andet stride mod en FN konvention at melde sig ud påpeger naalakkersuisoq:
- Såfremt Grønland beslutter sig for at stoppe medlemskabet i NAMMCO og/eller Fælleskommissionen om hvid- og narhvaler (JCNS) med Canada, vil Grønland overtræde FN's Havretskonvention Artikel 65 om samarbejde om forvaltning af fælles bestande af havpattedyr, skriver Aqqaluaq B. Egede til Lars Poulsen.
Naalakkersuisoq vurderer også, at Grønland vil miste muligheden for at påvirke beslutninger i international regi på arter, der fanges og udnyttes her i landet, og at Grønland vil miste troværdighed ved at gå enegang.
NAMMCO har også anbefalet kvoteforhøjelser
Aqqaluaq B. Egede går også i rette med Lars Poulsen formulering om, at NAMMCO går imod Grønlands ønsker.
Her henviser han til flere tilfælde, hvor kvoter er blevet anbefalet at blive forhøjet som resultat af det internationale samarbejde.
- NAMMCO's medlemmer består af lande i Norden som udnytter havpattedyr som føde, og derved værdsætter disse som en del af vores kulturelle værdier, lyder det fra naalakkersuisoq.