Anna W: Systemisk omsorgssvigt af Tasiilaq

Demokraatits social- og sundhedsordfører Anna Wangenheim kritiserer Naalakkersuisut for ikke at oplyse om de allerede igangværende tiltag, der kan hjælpe borgerne i Tasiilaq.

Offentliggjort

Alkoholsalg og udskænkning af alkohol er lukket frem til den 17. september i Tasiilaq.

Den midlertidige lukning er besluttet af Naalakkersuisut på baggrund af en henvendelse fra kommunalbestyrelsen.

Anna Wangenheim har gennem de seneste uger fulgt med i debatten og udviklingen af situationen i Tasiilaq. I slutningen af august skete der flere voldsomme, alkoholrelaterede sager, hvor den lokale politi og sundhedsvæsen måtte arbejde i døgndrift.

Demokraatits social- og sundhedsordfører, Anna Wangenheim, er ked af, at Naalakkersuisut ikke oplyser om de allerede eksisterende tiltag, der kan hjælpe borgerne her og nu.

Æselspark til Naalakkersuisut

I sin video kritiserer Anna Wangenheim naalakkersuisoq for sundhed, Kirsten L. Fencker, om at have udtalt sig til Qanorooq på vegne af den samlede Naalakkersuisut, at Naalakkersuisut vil se tiden an omkring situationen i Tasiilaq. Her forklarer hun, at Naalakkersuisut vil stå klar til dialog, når lokalsamfundet henvender sig.

- Man har et stort ansvar og skærpet forpligtigelse til at beskytte sine medmennesker, og sine samfundsborgere som siddende regering. Alt andet er systemisk omsorgssvigt, siger Anna Wangenheim i en video, som hun oploadede på sin politiske facebookside.

Brug eksisterende hjælp

Hun påpeger, at Naalakkersuisoq i det mindste kunne fremlægge det allerede tiltag, som Naalakkersuisut har for at bryde de sociale udfordringer. Her nævner Anna Wangenheim Allorfik, Alliaq og Tusaannga, som borgere kan henvende sig til for at få hjælp.

- Jeg vil derfor som Inatsisartutmedlem minde borgerne om, at der er hjælp at hente i eksisterende muligheder. Henvend jer til Allorfik, Alliaq eller Tusaannga, hvis I har behov for hjælp, siger hun i videoen.

Du kan se hele videoen her. Videoen er på grønlandsk:

Powered by Labrador CMS