Ankesag: Tre år og tre måneders anstalt for drabsforsøg
En 44-årig mand er af Grønlands Landsret idømt tre år og tre måneders anstaltsanbrindelse for blandt andet forsøg på manddrab, trusler mod familie og blufærdighedskrænkelse.
Grønlands Landsret skærper i dag en dom på tre år til tre år og tre måneder i sag om forsøg på manddrab, trusler på livet og affyring af riffel i et bebygget område.
Den 44-årig mand havde i marts anket sin sag til landsretten med påstand om uskyld og frifindelse i sagen, mens anklagemyndigheden havde en påstand om skærpelse af dommen, der dengang lød på tre års anstaltsanbringelse.
Skud affyret og drabsforsøg
I slutningen af januar i år blev politiet kaldt ud til en bygd ud for Maniitsoq med besked om, at en mand havde truet med gevær og skudt rundt i bygden. Politiet kom til stedet, hvor manden blev anholdt og blev tilbageholdt.
Den 25. marts i år blev mandens sag behandlet i Qeqqata Kredsret, hvor han blev idømt tre års anstaltsanbringelse.
- Manden var blandt andet tiltalt for at have trykket en riffel ind i brystet på forurettede, hvorefter han med ordene ”skal jeg dræbe dig?” trykkede på aftrækkeren. Riflen gik dog ikke af. Han var endvidere tiltalt for trusler på livet for umiddelbart efter at have gået rundt med en ladt riffel og ledt efter sin kone og børn og bedt dem komme frem, så han kunne skyde dem – herefter havde han affyret et skud med riflen, oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Dom skærpet
Manden nægtede sig skyldig i både kredsretten og landsretten.
Kredsretten havde i forvejen idømt manden 40 dages anstaltsanbringelse for blufærdighedskrænkelse af en 9-årig pige i november 2020.
Sagen fra kredsetten blev i dag behandlet i Grønlands Landsret. Landsretten er enig i anklagemyndighedens påstand om skærpelse af dommen. Den 44-årige mand idømmes derfor tre år og tre måneders anstaltsanbringelse.
- Jeg er tilfreds med, at landsretten har fulgt min påstand om skærpelse af foranstaltningen. Jeg mener, at man kan se ud fra afgørelsen, at når vi i Grønland har en liberal våbenlovgivning, så følger der selvfølgelig også et personligt ansvar med til at forvalte friheden, og en blanding af våben og alkohol kan få meget alvorlige konsekvenser for alle involverede parter, udtaler anklager Line Thornberg i en pressemeddelelse.