Amerikansk delegation meldes på vej til Nuuk
En delegation af amerikanske politikere planlægger at besøge Nuuk denne weekend.
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) med Lisa Murkowski. Aaja Chemnitz fortalte sidst i januar, at Lisa Murkowski ville komme på besøg i Nuuk. Dengang blev besøget dog udskudt, men ifølge Sermitsiaqs oplysninger arbejdes der på at gennemføre besøget altså denne weekend.
Foto: IA
En delegation af politikere fra den amerikanske kongres planlægger besøg i Nuuk denne weekend.
Det skriver USA's konsulat i Nuuk i en pressemeddelelse.
Ifølge konsulatet sker besøget på invitation fra Naalakkersuisut, og politikerne ankommer med et officielt regeringsfly.
Konsulatet oplyser ikke, hvilke politikere der er med i delegationen, men ifølge Sermitsiaqs oplysninger forventes den amerikanske senator Lisa Murkowski at være blandt deltagerne.
Hun har for nylig besøgt Danmark med en delegation for at diskutere den anspændte situation omkring Donald Trump og hans administrations ønske om at overtage Grønland.
Ifølge konsulatet vil kongresmedlemmerne under deres ophold i Nuuk mødes med embedsmænd, parlamentsmedlemmer, erhvervsledere og andre for bedre at forstå den grønlandske regerings og befolkningens perspektiver og for at diskutere bilaterale forbindelser med USA.