Amerikansk delegation har lært om Grønland under besøg i Danmark
Lisa Murkowski, der er republikansk senator for Alaska, opfordrer grønlændere til at fortælle deres historier.
Pressemøde med amerikansk delegation, bestående af senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus, i København. Delegationen, som består af 11 amerikanske kongresmedlemmer, besøger Danmark efter USA's præsident, Donald Trump, har gentaget sit ønske om ejerskab af Grønland.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
11 amerikanske politikeres besøg til Danmark er ved at være
slut. Fra morgenen af holdt de pressemøde i København, hvor de snakkede om,
hvad de havde lært under besøget.
Den demokratisk senator for Delaware Chris Coons, som har
arrangeret besøget, har lært meget om Grønland, som han ikke vidste, inden han
kom til Danmark, siger han.
- Befolkningen har formået at skabe sig en tilværelse i et
usædvanligt vanskeligt miljø, lyder det.
Han bakkes op af Lisa Murkowski, der er republikansk
senator for Alaska.
- Kun det grønlandske folk kan dele deres historier og deres
livsstil og fortælle, hvad det vil sige at være en del af et udfordrende miljø,
siger hun og henviser til historier, hun har hørt undervejs på turen til
Danmark.
Besøget kommer i en tid, hvor forholdet mellem USA og Kongeriget
Danmark er udfordret. Den amerikanske delegation siger, at de håber, at når de
vender hjem fra besøget kan de fortsætte samtaler med deres kollegaer i Senatet
og Kongressen om at støtte Grønland.
Lad os ikke glemme menneskerne
Sermitsiaq spørger, hvad Grønland og grønlænderne kan gøre
for at hjælpe processen, og hvad politikerne vil sige til grønlænderne.
Lisa Murkowski svarer, at der allerede er gode partnerskaber
mellem Alaska og den grønlandske befolkning, da de folk forstår hinanden godt.
Hun opfordrer til, at man holder de kanaler og partnerskaber
åbne til trods for, hvad der foregår i Washington.
Og så mener hun, det er vigtigt, at de grønlandske stemmer
bliver hørt. Selv har det gjort stort indtryk på hende at tale med medlemmer af
Inatsisartut om, hvad begrebet om ejerskab betyder for oprindelige folk.
- Del disse historier, ikke kun med USA, men med hele
verden. Verdens øjne er rettet mod Grønland og grønlænderne. Lad os ikke glemme
menneskene, siger Lisa Murkowski.
Ikke en konstruktiv tone
Præsident Donald Trump har sagt, at han har behov for Grønland
for national sikkerhed, og at der ligger kinesiske og russiske krigsskibe i
havet udenfor Grønland.
Men den køber senator Coons ikke.
- Der er p.t. ingen sikkerhedstrusler mod Grønland, men der
er legitime grunde til at undersøge, hvordan vi kan investere bedre, siger Chris
Coons.
- Vi vender tilbage til Washington med en fornyet passion
for at finde ud af, hvordan vi kan arbejde videre herfra.
Han mener ikke, at tonen i udtalelserne om overtagelse har
været konstruktiv.
- At sige noget, der risikerer vores troværdighed, er
katastrofalt for USA. Vores sikkerhed har ofte afhængt af vores troværdighed,
siger Chris Coons, da han bliver spurgt ind til Trumps udtalelse om et
"psykologisk behov" for at eje Grønland.
Amerikanernes besøg i Danmark har været blot et af flere udviklinger
i sagen i denne uge. Onsdag var naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian
Motzfeldt (S), og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) til møde
med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, og vicepræsident J.D. Vance.
Desuden var der i går en orientering fra regeringen til
Folketingets partiledere og de nordatlantiske medlemmer om situationen.