Aleqa roser Kuupik - lidt
Siumut-formanden betegner nytårstalen fra Kuupik Kleist som ”velskrevet”, men herefter er hun yderst sparsom med skulderklap til formanden for naalakkersuisut

Det er ikke så tit, det sker. Men nogle gange ryger der rosende gloser af sted mod politiske modstandere.
Det er for eksempel tilfældet i en kommentar fra Aleqa Hammond, som forholder sig til formanden for naalakkersuisuts, Kuupik Kleists, nytårstale.
- Jeg mener generelt, at talen er velskrevet og velkoordineret, og jeg vil gerne starte med at rose formanden for naalakkersuisut for en velskrevet tale. Jeg kan se, at han gør sig umage med at ”highlighte” sine pligter, og han siger det, han skal sige som formand for naalakkersuisut, lyder det overvejende positivt fra Siumut-formanden, inden ordene bliver mindre positive.
- Selve indholdet er ikke meget anderledes i forhold til talen sidste år, da der er kun et par emner til forskel. Men at han stadig vil fortsætte med at ville løse problemerne, han stod med sidste år, er kun godt i sig selv. Det støtter jeg, og jeg ønsker, at han vil gøre handling af sine ord.
- Formanden for naalakkersuisut sagde, at det var vigtigt at sikre, at grøften mellem de mindre bemidlede og mere bemidlede i samfundet bliver minimeret.
- Det er jeg fuldstændig enig i, for det er korrekt. Når det er sagt, skal vi lige gøre ham opmærksom på, at lige netop disse ord sagde han i forbindelse med sin tale sidste år. Forskellen er bare, at grøften nu bare er blevet større på et år og under hans ledelse.
- Derfor ville det have klædt ham at nævne, hvordan han har tænkt sig at sikre, at det store gab mellem de mindre bemidlede og de mere bemidlede bliver mindre i det nye år. Men desværre, det udeblev, lyder dommen fra Aleqa Hammond.
Erhvervslivet har lidt et knæk
Ifølge hende tydeliggjorde Kuupik Kleist i sin nytårstale, at det er vigtigt med et samfund, der er selvforsynende, og at Grønland fører en politik med øje for dette.
- Denne udmelding hilser jeg velkommen. Det er nemlig korrekt. Når jeg har sagt det her, skal jeg igen minde ham (Kuupik Kleist, red.) om, at denne sætning sagde han også i forbindelse med talen sidste år. Intet nyt i det. Forskellen er bare, at der på et år er sket en stor stigning i arbejdsløshedstallet, og at erhvervslivet har lidt et knæk.
- Jeg tror, at det ville have været på sin plads at informere befolkningen, om hvordan han har tænkt sig, at dette problem skal løses. Det udeblev desværre også, argumenterer Aleqa Hammond og påpeger, at flere fiskefabrikker står tomme uden at have arbejde til folk, mens arbejdsløsheden stiger.
Mange gentagelser fra sidste år
I sin nytårstale fastslog formanden for naalakkersuisut, at byggeriet skal sættes i gang på hele kysten.
De ord luner hos oppositionens leder.
- Jeg kan ikke være mere enig i denne udmelding. Byggestoppet på kysten uden for de større byer er resultat af den byggepolitik, naalakkersuisut fører. Det er en erkendelse, at denne skal ændres. Forskellen er bare, at det sagde formanden for også sidste år, og nu er der bare flere arbejdsløse inden for byggebranchen på hele kysten.
- Hvis formanden for naalakkersuisut skal sikre, at denne udmelding ikke bare bliver en kliché, han fremkommer med hvert år, så kræver det, at han nu må til at arbejde hårdt og stå i spidsen for at sikre, at det bliver realiseret.
Ikke statsmandværdigt
Heller ikke i en kommentar til fiskeridebatten lægger Aleqa Hammond skjul på sine frustrationer:
- Formanden for naalakkersuisut sagde formynderisk, at tonen i fiskeridebatten må blive bedre, end den er i dag. Jeg mener ikke, at det er en statsmand værdig at komme med disse formynderiske bemærkninger over for et folk, der lever af fiskeri, og som har været meget fremme i årets løb netop for at sikre, at deres stemme og ønsker bliver hørt af naalakkersuisut.
- Fiskerne har demonstreret mange gange, og mange gange har de afleveret underskriftsindsamlinger til naalakkersuisut for at sikre, at naalakkersuisut ikke fremkommer med beslutninger hen over hovederne på dem. Formanden for naalakkersuisut må være mand nok til at kunne klare en hård tone og tage det som en opgave ham.
- Man skal respektere ytringsfriheden og respektere de demokratiske retsprincipper. Tag modparterne med i dialogen. Det er et godt råd, påpeger Aleqa Hammond.