Air Greenland og ansatte i Forligsinstitutionen

Air Greenland og repræsentanter for kabinepersonalets fagforening skal efter planen mødes torsdag i Forligsinstitutionen for at forsøge at få en overenskomst i hus.

Det er endnu uklart, hvad der skiller kabinepersonalet og Air Greenland i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Foto: Thomas Borberg, Polfoto.
Offentliggjort

Det oplyser Air Greenlands informationsmedarbejder, Pia Christensen Bang.

I Forligsinstitutionen, der ligger i København, får en forligsmand til opgave at forsøge at få parterne til at nå et resultat.

Air Greenland og Air Greenland Cabin Union (ACU) har de seneste måneder forhandlet for at få en ny overenskomst på plads.

Forhandlingerne er dog gået i hårdknude, hvorefter de ansattes fagforbund Dansk Funktionærforbund har varslet strejke fra og med den 15. juni. Air Greenland har svaret igen med at varsle lockout af samme gruppe medarbejdere fra den19. juni.

Kabinepersonalet omfatter samtlige cirka 75 stewardesser og stewarder i selskabet. Og da denne personalegruppe står for mange af sikkerhedsfunktionerne om bord på flyene, vil en eventuel konflikt betyde indstilling af hovedparten af Air Greenlands flyvninger, oplyser selskabet.

Air Greenland og ACU forhandler stadigvæk og håber at nå til enighed, så en strejke og lockout ikke bliver en realitet, oplyser luftfartsselskabet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ACU, og ingen af parterne ønsker at oplyse, hvad der reelt skiller de ansatte og selskabet i forbindelse med forhandlingerne.

Powered by Labrador CMS