Flytrafik
Air Greenland er klar til konkurrence
Air Greenland er ikke skræmte over en mulig kommende konkurrence. Hverken fra SAS eller andre flyselskaber. SAS afviser, at der er aktuelle planer om at flyve til Grønland.
I denne uge var der på internetmediet Check-in en historie om, at SAS, der ejer 37,5 procent af aktierne i Air Greenland, overvejer at genoptage flyvninger til og fra Grønland. Det var en nyhed for bestyrelsesformand Søren Lennert Mortensen, der dog slår fast, at Air Greenland er klar til at konkurrere.
Det skriver Sermitsiaq i dagens udgave af avisen.
LÆS OGSÅ: Flygiganten SAS vurderer flyvninger til Grønland
- Vi står midt imellem fortid og fremtid forstået på den måde, at de kommende nye landingsbaner i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq vil udgøre et skarpt hjørne frem mod en ny situation for Grønland. Det er en situation, vi har forberedt os på igennem længere tid, siger formanden og fortsætter:
Det vil være en ny situation
- At det nu kommer frem i pressen, at SAS muligvis ønsker at flyve til Grønland, er nyt for mig. Men vi har jo erfaret, at de flyver til Færøerne, og så kan man tænke sig til, at Grønland kunne være et nyt marked for dem. Det er klart, at det vil være en ny situation, hvis der er to aktører på markedet. Men det er vi forberedt på og klar til, siger Søren Lennert Mortensen til Sermitsiaq.
I en mail til avisen skriver SAS, at der lige nu ikke er planer om Grønland, men de vil ikke afvise det senere hen.
Læs hele svaret fra SAS i den fulde udgave af artiklen, som du kan få adgang til via linket herunder: