Aftale om Kangerlussuaq underskrives i denne uge

Naalakkersuisut og regeringen er blevet enige om forsvarets fortsatte brug af Kangerlussuaq, erfarer Sermitsiaq.AG.

Offentliggjort

Allerede i sidste uge stod det klart, at der stort set var enighed mellem Naalakkersuisut og den danske regering om at forsvaret skal bruge lufthavnen i Kangerlussuaq.

Under et åbent samråd i folketingets grønlandsudvalg fortalte forsvarsminister Trine Bramsen (Soc), at hun regnede med at underskrive en principaftale med Naalakkersuisut i løbet af efteråret.

Nu erfarer Sermitsiaq.AG, at underskrivelsen allerede skal finde sted i løbet af denne uge, sandsynligvis på onsdag. Det bliver de to naalakkersuisut Karl Frederik Danielsen (S) og Ane Lone Bagger (S) der kommer til at skrive under på vegne af Grønland og Trine Bramsen (Soc) på vegne af den danske regering.

Civilt brug uafklaret

Selvom det således nu ligger fast, at lufthavnen i Kangerlussuaq fortsat skal bruges militært, så er der fortsat ikke meldt noget officielt ud om og i hvilket omfang, den skal bruges civilt. Trine Bramsen fortalte dog under samrådet, at hun vil se særdeles positivt på et eventuelt grønlandske ønske om fortsat civilt brug af lufthavnen.

Det helt store spørgsmål bliver dog, hvem der skal betale for den nødvendige renovering og efterfølgende drift af lufthavnen. På samrådet fortalte forsvarsministeren ligeledes, at den præcise model for Kangerlussuaqs fremtid først vil blive udarbejdet, efter principaftalen er blevet underskrevet.

Åbne spørgsmål

Parallelt med samrådet i grønlandsudvalget blev Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg orienteret af naalakkersuisoq for infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S). Udvalget fandt dog ikke orienteringen fyldestgørende og har efterfølgende bedt om yderligere oplysninger fra naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger (S).

- Udvalget er herunder særligt interesseret i den nævnte principaftale mellem regeringen og Naalakkersuisut, skriver udvalgsformand Aleqa Hammond (NQ) i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS