Ældretalsmand skal virke fra Narsaq

Den nyligt udnævnte Ældretalsmand, Kiista P. Isaksen, vil arbejde fra Narsaq og opfordre kommunerne til at stille kommunikationsudstyr til rådighed for ældre, der vil i kontakt med ældretalsmanden.

Offentliggjort

I begyndelsen af oktober annoncerede Naalakkersuisut udnævnelsen af den tidligere borgmester Kiista P. Isaksen til ny Ældretalsmand.

Nu oplyser talsmandsinstitutionen, at Kiista P. Isaksen vil virke fra Narsaq, og i den forbindelse opfordrer hun kommunerne i Grønland til at stille lokaler og mødeudstyr til rådighed for ældre, så det kan blive lettere for dem at komme i kontakt med Ældretalsmanden.

- Vi bor jo i et langstrakt land, og jeg har som Ældretalsmand desværre ikke mulighed for at komme i tæt kontakt med alle ældre i Grønland.

- Derfor opfordrer jeg kommunerne til at stille lokaler og mødeudstyr til rådighed for ældre, der måtte ønske at komme i kontakt med Ældretalsmanden eller ansatte på Ældretalsmandens sekretariat, siger Kiista P. Isaksen i en pressemeddelelse.

Vil holde Teams-møde med ansatte i Nuuk

Kiista P. Isaksen oplyser videre, at hun til daglig vil holde virtuelle møde med sine ansatte i Nuuk.

Hun har nydt godt af samme udstyr som kommunalpolitiker i mange år og er vant til at bruge det til distanceledelse, skriver hun:

- Jeg forestiller mig, at samme udstyr vil kunne lette mange ældres kontakt til Ældretalsmanden, hvor vi kunne få mulighed for at se hinanden og tale sammen, selvom vi sidder langt fra hinanden. Kommunerne kunne eksempelvis stille Teams-udstyr til rådighed fra kommunernes borgerservicecentre og fra bygdekontorerne, opfordrer Ældretalsmanden.

Kiista P. Isaksen efterfølge Inga Egede på posten som Ældretalsmand. Inga Egede stoppede som talsmand i juli i år.

Powered by Labrador CMS