Aaja har stemt for finansloven
For første gang har Aaja Chemnitz Larsen (IA) stemt for finansloven i Folketinget
Da Folketingets formand, Pia Kjærsgaard tidligere i dag bad Folketingets medlemmer om at stemme om næste års finanslov, valgte også Aaja Chemnitz Larsen (IA) at trykke på knappen med 'ja'. Det er første gang, at hun har valgt at stemme for finansloven.
- Når jeg har besluttet for første gang at stemme for finansloven i Folketinget, så skyldes det, at den indeholder nogle rigtig gode takter i forhold til områder med relation til Grønland, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Der er således blandt andet afsat midler til en styrkelse af justitsområdet, støtte til iværksætter-initiativer og til at øge kendskabet til hinanden på tværs af Rigsfællesskabet.
For få initiativer i tidligere år
I de tidligere år har Aaja Chemnitz Larsen (IA) valgt hverken at stemme for eller imod finansloven.
- Vi to grønlandske folketingsmedlemmer kom jo med i finanslovsforhandlingerne i 2016, noget som Inuit Ataqatigiit har kæmpet hårdt for. Og der har da også være gode takter i tidligere finanslove; men jeg vurdererede, at der var for få initiativer til at jeg kunne stemme ja.
Indflydelse uanset statsminister
Aaja Chemnitz Larsen (IA) håber på, at den grønlandske indflydelse på den danske finanslov kan bevare og udbygges på den anden side af folketingsvalgt. Under debatten om finansloven spurgte hun Socialdemokratiets ordfører, Benny Engelbrecht om partiet også er indstillet på at invitere de grønlandske mandater med til forhandlingerne om finansloven. Dette svarede han bekræftende på.
- Jeg er meget håbefuld om, at de grønlandske mandater kan få indlydelse på fremtidige finanslove i Folketinget uanset om statsministeren kommer til at hedde Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, siger hun.