Aaja får også post i magtfuldt nævn: Vil holde øje med Ruslands ageren
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) kan se frem til at få sæde i Det Udenrigspolitiske Nævn. Hun får desuden plads i Forsvarsudvalget, hvor hun vil forsøge at præge arbejdet med et kommende forsvarsforlig.
De to grønlandske medlemmer af Folketinget har nu deres udvalgsposter på plads. Begge kan som noget nyt se frem til at blive medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn.
Aaja Chemnitz (IA) siger til Sermitsiaq.AG, at det for hende har været en topprioritet at få en fast plads i nævnet. Hun fortæller, at hun som stedfortræder i den seneste valgperiode er lykkedes med at være indskiftet i 80 til 90 procent af møderne i nævnet, men at det har været en lang kamp at få en fast plads:
- Det betyder, at jeg får direkte adgang til alt, hvad der er af udenrigspolitisk interesse i forhold til Grønland. Jeg skal ikke stå med hatten i hånden for at sidde med i et udvalg, hvor Grønland tit er på dagsordenen, siger hun og fortsætter:
- Rent principielt er det enormt vigtigt, vi har adgang til oplysninger om vores eget land.
Vigtigt at være veloplyst
Nævnet betegnes som særligt magtfuld, fordi det står i Grundloven, at den danske regering skal rådføre sig med nævnet i udenrigspolitiske spørgsmål. Ifølge Ritzau er det Socialdemokratiet, der efter forhandling har afgivet to pladser i nævnet til de grønlandske folketingsmedlemmer. De to grønlandske mandater er som en del af aftalen støttepartier for SMV-regeringen.
Aaja Chemnitz fortæller, at der mange flere møder i nævnet i øjeblikket på grund af krigen i Ukraine, og her er det vigtigt, at Grønland også er med:
- Jeg tror, det er vigtigt for Grønland, at vi følger noget mere med omkring krigen i Ukraine, og hvordan Rusland agerer. For Rusland er en vigtig aktør, og langsigtet bliver det enormt vigtigt for os at være veloplyste om, hvad der foregår rundt omkring i verden. Særligt i de lande som er i Arktis.
- Vi ved, at der kommer en tid, efter krigen er ovre, hvor vi også er nødt til at interagere med Rusland på et eller andet plan. Samtidig ved vi også fra Forsvarets Efterretningstjeneste, at der kommer til at ske en oprustning i Arktis, og derfor skal vi være veloplyste.
Vil præge fokus
Aaja Chemnitz er også glad for, at hun fortsætter i Forsvarsudvalget, fordi der snart går forhandlinger i gang om et kommende forsvarsforlig. Forhandlingerne ventes med spænding, fordi Danmark står overfor at skulle bruge mange milliarder kroner mere på forsvaret for at leve op til Nato-målsætningen om at spendere to procent af BNP på forsvaret.
- Det har været vigtigt for mig at komme med i udvalget.
- Med dels et forsvarsforlig og dels hele den sikkerhedspolitiske situation tror jeg, det bliver enormt vigtigt at sidde med i Forsvarsudvalget og kunne følge men også kunne præge det fokus, som udvalget har - herunder at de har mere fokus på Grønland, siger Aaja Chemnitz.
Deler formandspost i Grønlandsudvalg
Politikeren fortæller, at Forsvarsudvalget har været på en tur i Grønland på hendes initiativ i den senestee valgperiode, og det håber hun at kunne gentage.
Derudover bliver Aaja Chemnitz næstformand i Grønlandsudvalget og i Arktisk Delegation de næste to år. Om to år afløser hun Aki-Matilda Høegh-Dam (S) som formand for Grønlandsudvalget.
Aaja Chemnitz har også fået plads i Forsvarsudvalget og i Retsudvalget.