788 smittede de seneste to døgn

Der er fundet i alt 788 smittede siden sidste opdatering torsdag. Der er nu konstateret et smitteudbrud i Ilulissats alderdomshjem.

Offentliggjort

Der har de seneste to dage været i alt 788 smittede i hele landet. Der testes nu væsentligt færre end tidligere, og det registrerede antal smittede dækker derfor langt fra alle smittede. Det oplyser landslægeembedet i lørdagens opdatering på smittede.

-Udviklingen i de enkelte byer kan nu bedre følges ved at se på andelen af positive blandt de testede. I hel Grønland var 34 procent af de testede positive. Samlet set er epidemien i hastig vækst i Grønland, skriver landslægeembedet.

To ud af tre smittede i Ilulissat

Embedet oplyser, at den højeste andel af positive blev fundet i Ilulissat. Her var 68 procent af de testede positive.

- Smitten er meget udbredt i byen og involverer nu også alderdomshjemmet, hvor der er fundet 16 positive. Alle er vaccineret tre gange. Der er iværksat en række tiltag for at begrænse yderligere smittespredning, skriver landslæge Henrik L. Hansen i opdateringen.

- Den omfattende smittespredning har væsentlig indflydelse på skoledriften og andre samfunds institutioner på grund af et stort antal sygemeldte børn og voksne, lyder de videre.

Der er ikke nye testresultater fra Qaanaaq, Upernavik eller Uummannaq de sidste to døgn. Nye smittede i Avannaata Kommunia er i dag 109.

Vækst i Sisimiut og Aasiaat

- Der er nu betydelig vækst i epidemien i Aasiaat og Sisimiut, hvor henholdsvis 24 procent og 32 procent af de testede er fundet smittede. Også i Maniitsoq er der nu betydelig smittespredning. I alt 58 ud af 268 testede er fundet positive, svarende til 22 procent, skriver embedet.

Mere smitte på vej

I Nuuk er der fundet 437 smittede blandt 944. Det svarer til en positivprocent på 46. Landslægeembedet forventer yderligere smittespredning i hovedstaden den kommende tid. I Tasiilaq er der ikke fundet nye smittede.

Landslæge Henrik L. Hansens vurdering er, at epidemien i Kujalleq er i en indledende fase. Og der forventes yderligere smittespredning inden for kort tid, lyder det.

- I Qaqortoq blev 61 ud af 343 fundet positive (18%) og i Narsaq var 64 ud af 187 positive (34%). Derimod var der i Nanortalik kun en ud af 70 testede der var smittet og epidemien er således ikke nået dertil endnu. En patient er blevet indlagt i Qaqortoq på grund af COVID-19, lyder det.

Udvikling af pandemi anderledes i Grønland

Landslægeembedet forventer, at smittespredningen i Ilulissat og Nuuk vil toppe indenfor de næste uger, men der er også forventning om større smittespredning i de andre byer, hvor der er lidt mindre smitte nu.

- COVID-19 pandemien udvikler sig væsentlig anderledes i Grønland end i de fleste andre lande. Kommunikationen mellem byer er så begrænset, at udviklingen er meget forskellig i forskellige dele af landet.

Landslægeembedet understreger igen, at den nyeste forskning viser, at vaccinerede der er smittede har lavere risiko for at smitte andre end uvaccinerede personer der er smittet.

- Der er begrænset viden om det også er gældende for den nye Omikron variant. Et andet studie har vist, at fuldt vaccinerede som har haft en infektion med Delta-varianten er velbeskyttet mod Omikron-varianten. Dette vil kunne have betydning i Upernavik, hvor en meget stor del af befolkningen var smittet i november 2021.

Der er ingen opdatering på antallet af indlagte i dag.

Powered by Labrador CMS