55 personer skal i corona-karantæne

55 passagerer, der var med Atlantflyveren til Kangerlussuaq i dag mandag, skal i hjemmekarantæne for at forhindre en eventuel yderligere smittespredning.

Offentliggjort

Tre passagerer, som er mistænkt for at være coronasmittet, er blevet sat i karantæne på hotellet i Kangerlussuaq. De nærmeste passagerer, som har siddet nær de tre personer, vurderes som værende i en høj risiko-gruppe.

Chefpolitiinspektør Svend Foldager oplyser til Sermitsiaq.AG, at gruppen af passagerer, der er i den høje risiko, udgør 55 personer.

Kan rejse videre

De har fået lov til at rejse videre hjem, hvis det kan ske inden for to døgn, hvor de endnu ikke er i stand til at smitte andre, hvis de i øvrigt skulle være blevet smittet om bord på Atlantflyveren. Når de er kommet frem lyder opfordringen fra myndighederne, at de skal sætte sig selv i hjemmekarantæne, så de ikke begynder at sende en eventuel smitte videre til andre.

Det er ikke blevet fastslået med 100 procents sikkerhed, at de tre flypassagerer, som udløser hele frygten for at smitten er kommet til Grønland, nu også er smittet.

Atlantflyveren fløj mandag eftermiddag retur til København og havde prøver med, som skal laboratorium-testes, og hvor det menes, at man har resultatet allerede tirsdag, senest onsdag.

Powered by Labrador CMS