45-årig i varetægt til 23. november

Varetægten for den 45-årig, der bor i lejligheden i Sydhavnen, hvor en landsmand blev dræbt natten til lørdag, er forlænget

Tre grønlandske mænd er i varetægt frem til den 23. november, mens politiet efterforsker drabet på en landsmand, natten til lørdag. Foto: Arkiv
Offentliggjort

Der er mange ting, der skal falde på plads i drabssagen fra weekenden i det sydlige Københavns område.

Det oplyser politikommissær Hans-Erik Raben, Københavns Politi, der står for efterforskningen af drabet, hvor Bertel Kristensen blev tævet ihjel af tre landsmænd natten til lørdag den 29. oktober i en lejlighed i K. M. Klausens Gade 4 i Sydhavnen i København.

- Vi skal blandt andet have styr på rollefordelingen, ligesom de tre involverede skal mentalundersøges, og så skal vi have de tekniske beviser på plads, fortæller Hans-Erik Raben til Sermitsiaq.AG.

Derfor blev den 45-årig, der bor i lejligheden, hvor drabet fandt sted, ved genfremstillingen efter de tre døgn i varetægt tilbageholdt frem til den 23. november. Det er også den dato, hvor de to andre medgerningsmænd sidder varetægtsfængslet. De to andre er henholdsvis 23 år og en 46-årig.

Hans-Erik Raben mener ikke, at sagen når at blive berammet til dom i indeværende år.

Powered by Labrador CMS