17-årig bilist stoppet af politiet

En pige på 17 år er lørdag morgen stoppet af politiet. Hun kørte i sin mors bil uden at have kørekort og uden at have fået lov, og er nu sigtet.

Politiet i Nuuk har stoppet en bil, hvor føreren er under 18 år. Føreren er nu sigtet for to forhold. Arkivfoto.
Offentliggjort

Nuuk Politi stoppede rutinemæssigt en bil lørdag tidlig morgen klokken 05.46.

- Patruljen havde vurderet, at føreren af bilen virkede lidt for ung. Og ganske rigtigt. Føreren var en 17-årig pige, der kørte i sin mors bil uden at have fået lov, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Ole Hald.

Vagtchefen oplyser, at den unge bilist nu er sigtet for at have kørt en bil uden at have en kørekort og for brugstyveri af bilen. Politiet oplyser, at det ikke drejer sig om spirituskørsel.

Travl nat for politiet

Grønlands Politi har haft mere travlt natten til lørdag. Over hele kysten har politiet rykket ud til flere alkoholrelaterede episoder. Især er det gadeuorden, hvor der til dels var slagsmål indblandet, som politiet har taget hånd om.

- Der har været nogle stykker, hvor vi har anholdt personer. De er nu løsladt igen efter at have sovet rusen ud. Så en travl nat for politiet i hele kysten, hvor sagerne er præget af, at folk ikke kunne opføre sig ordentligt i beruset tilstand, siger Ole Hald.

De alkoholrelaterede episoder er ikke udviklet sig til mere alvorlige hændelser, oplyser politiet.

Powered by Labrador CMS