15-årig: Mavepine endte i lynfødsel

15-årige Niviaq Lange Larsen tog sammen med sin far på sygehuset i Ilulissat, da hun havde ondt i maven. Syv timer efter fødte hun en velskabt, lille pige.

Paarma Rosing kan nu kalde sig for mormor i en alder af 37 år. Hendes 15-årige datter vidste ikke hun var gravid, men fødte en velskabt pige i slutningen af april. Datteren ønsker ikke et billede af sig selv i artiklen, men fortæller gerne historien.
Offentliggjort

Mavepine, der kom og gik, og tog til i styrke.

Det var, hvad 15-årige Niviaq Lange Larsen fortalte sin mor tirsdag den 28. april omkring klokken 23.00.

- Jeg blev bekymret. Jeg spurgte ind til smerten. Jeg bor selv i Nuuk, hvor min datter og hendes far bor i Ilulissat, så jeg følte, at jeg var meget langt væk, fortæller Paarma Rosing om den første besked.

- Smerterne kom og gik. Min fars kone spurgte også ind til mine smerter. Min far besluttede, at vi skulle ned til sygehuset, så jeg kunne blive undersøgt, fortæller Niviaq om den aften.

Positiv test

En læge undersøgte hende og tog en graviditetstest, som viste positiv.

Yderligere undersøgelser af en jordemoder viste, at hun var i 9. måned og var i fødsel.

- Jeg blev chokeret. Det var surrealistisk. De sagde, at jeg var gravid og at jeg havde veer. Første tanke var, at jeg da ikke skal have en baby. Men nu kan jeg ikke undvære min lille datter, fortæller Niviaq Lange Larsen.

Imens gik Paarma Rosing i cirkler hjemme i Nuuk, da telefonen ringede igen.

- Niviaqs far fortalte mig, at Niviaq er gået i fødsel og at jeg skal være mormor. Så brast jeg i gråd.

- Det er uudholdeligt at være så langt væk, når ens datter skal blive mor. Men jeg er så glad for, at hendes far holdt kontakt med mig meget af natten, siger den nybagte mormor.

Niviaq Lange Larsen fødte en velskabt pige den 29. april efter syv timers veer. Den 15-årige mor vidste ikke, hun var gravid. Både mor og datter har efter omstændighederne det godt.

Niviaq Lange Larsen fødte den 29. april klokken 04.50 en velskabt pige, der er fuldbårent. Hendes lille datter vejer 3.390 gram og var 51 centimeter lang ved fødslen.

GM og løbetur før fødsel

Niviaq Lange Larsen havde ingen mistanke om en graviditet, da hun var gravid. Siden hun var 11-12 år har hun løbet og dyrket fodbold.

Så sent som i marts-måned deltog hun ved GM i Futsal i Nuuk. Der var hun i 8. måned. Tidligere på året var hun også med til GM i fodbold i Aasiaat, hvor hun efter beregninger må have været i 7. måned.

- I år kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt langsommere, og jeg blev hurtigere træt. Men jeg vidste ikke, jeg var gravid, og havde ingen mistanke, fortæller Niviaq.

Niviaqs mor, Paarma Rosing fortæller, at hun godt kunne se, at hendes datter havde taget lidt på. Men maven var ikke usædvanlig. Den var flad.

- Jeg anede ikke, hun var gravid. Hun fortalte mig, at hun havde uregelmæssige blødninger, men sådan var det også for mig i mine unge dage, siger 37-årige Paarma Rosing, der nu kan kalde sig for mormor.

- Niviaq klarer sig godt i skolen og har gode karakterer. Vi har talt om, at hun fortsætter sin skolegang efter sommerferien. Indtil videre skal jeg begynde boligjagten her i Ilulissat. Jeg flytter simpelthen, siger Paarma Rosing og griner.

Powered by Labrador CMS