Tivoli slår dørene op for Grønland igen
Der er lagt op til to dages folkefest, når Grønland i Tivoli vender tilbage til forlystelseshaven den 31. juli og 1. august, efter at sidste års arrangement blev aflyst på grund af corona.
Efter et års pause fyldes Tivoli endnu engang af smil og gensynsglæde, mens grønlandske musikere sørger for underholdningen på Plænen med alt fra kor og klassisk musik til trommedans.
I over fire årtier har familier, venner og bekendte mødtes for at nyde den grønlandske musik og kultur i forlystelsesparken Tivoli i København en gang om året.
Og det er en begivenhed, der har stor betydning, fortæller formand for styregruppen Grønland i Tivoli, Kim Falck-Petersen.
- Jeg er som grønlænder rigtig stolt over, at vi har formået at sammensætte så fantastisk et program, som giver herboende grønlændere mulighed for at fejre den grønlandske kultur med deres landsmænd, men også giver danskerne et større indblik i den kultur og de mennesker, som har været en del af Rigsfællesskabet i så mange år, siger han.
Samler grønlændere i Danmark
Ud over de mange optrædener på Plænen vil der være et bodområdet, hvor man kan dykke ned i både grønlandske smykker, tøj og kunsthåndværk.
For Tivoli er det et glædelig gensyn med den årelange tradition. Et gensyn hvor både gamle og nye gæster til Grønland i Tivoli får en unik mulighed for at opleve den grønlandske kultur.
Arrangementet er ofte godt besøgt af grønlændere der bor i Danmark, som bruger begivenheden til at mødes med gamle venner og bekendte og sammen genopleve grønlandsk livemusik og kultur.
Festen starter begge dage klokken 14 og lørdag afsluttes dagen med fyrværkeri.