TV-show:
Til kamp mod sexovergreb
Landsindsamling; penge går til bekæmpelse af seksuelle overgreb på børn og unge
Snart vil hele Grønland kunne følge med, når de kendte værter Stina Skifte og Nathan Kreutzmann på vegne af NAKUUSA er værter ved et indsamlingsshow med overskriften “Alle børn har ret til beskyttelse mod overgreb”.
De indsamlede penge skal bruges til indsatser, der skal give forældre og nærtstående voksne til et barn redskaber til at håndtere viden og mistanke om seksuelle overgreb.
- Det er en vigtig indsats, som der desværre stadig er brug for. Derfor skal vi have klædt de pårørende så godt på som overhovedet muligt, så de kan takle tragedien, når den rammer, siger projektleder Najaaraq Møller i en orientering fra NAKUUSA.
Når showet vises på TV, får seerne mulighed for at donere bidrag fra 50 til 150 kr. via en sms-linje. Seerne får også mulighed for at byde på en auktion, der afvikles på facebook.
Læs også: Nakuusa: Hvert andet barn kender nu sine rettigheder
De to værter toner frem på skærmen fredag d. 3. marts på KNR.
- Vi har sagt ja til at stå i spidsen for en tre timer lang, direkte tv-udsendelse, fordi emnet går ind under huden på alle os i dette land, udtaler Stina Skifte.
Læs også: Pengeindsamling til fangere og fiskere
Nathan Kreutzmann var heller ikke i tivivl, da NAKUUSA spurgte ham, om han ville være medvært.
- Vi har alle en samfundspligt, når det gælder omsorg for vores børn og unge. Stina og jeg kan stå foran et kamera og formidle vigtige budskaber på sådan en aften, og det gør jeg hellere end gerne, understreger Nathan Kreutzmann.
NAKUUSA har til formål at styrke grønlandske børn og unges rettigheder og bliver finansieret af Selvstyret, UNICEF Danmark og diverse fonde.