Storm forhindrer Cirkus Arenas tur til Qeqqa
Borgere i Sisimiut og Maniitsoq misser muligheden for at opleve Cirkus Arena i år. Cirkusset er fløjet direkte fra Aasiaat til Nuuk torsdag efter ombookinger.
Det er ikke kun flypassagerer, der bliver mest berørte af dagens og morgendagens varslede storm.
Borgere i Sisimiut og Maniitsoq får ikke mulighed for at se Cirkus Arena og de velkendte konferencierer Julie Berthelsen og Bubber.
For at komme flaskehals af strandede passagerer i forkøbet, har Air Greenland valgt at ombooke en del passagerer til tidligere fly. DMI varsler nemlig stormende kuling med vindstød af orkanstyrke i Maniitsoq, Nuuk og Sisimiut fredag.
Ombookingen har betydet, at folkene bag Cirkus Arena har fået et direkte fly fra Aasiaat direkte til Nuuk torsdag eftermiddag, og dermed ikke får mulighed for at rejse til Qeqqata Kommunia fredag og lørdag.
- På grund af aflysningen af flyvningen er cirkus Arena i Sisimiut også blevet aflyst. Vi beklager ulejligheden og håber på forståelse. Billetterne kan returneres hos Pisiffik, det skriver Pisiffik i Sisimiut på sin Facebook-side.
Samme melding kommer fra Pisiffik i Maniitsoq.
Turné i Grønland
Cirkus Arena er på den årlige Grønlandsturné i dagene 3. - 8. oktober 2023. Her går turen til Ilulissat, Aasiaat og Nuuk, og ellers planlagt tur til Sisimiut og Maniitsoq.
- Forestillingen byder bl.a. på den fænomenale luftartist David Hammarberg, forbløffende trylleri, imponerende artister samt klovnene Bonbon og Martino som er gennemgående figurer i forestillingen med et hav af påfund, som børn i alle aldre kan være med på, skriver Cirkus Arena på sin Facebookside.
Sidste forestilling vises i Nuuk søndag den 8. oktober.