Sisimiut Museum udstiller om 2071 km slæderejse
Sisimiut Museum udstiller fra i dag ”Den store rejse fra Sisimiut til Qaanaaq og Siorapaluk i 1972”, hvor en deltager holder foredrag om den lange tur.
Udstillingen ”Den store slæderejse fra Sisimiut til Qaanaaq og Siorapaluk i 1972” kan opleves i Sisimiuts Museum fra i dag og frem til 22. august 2022.
Det skriver Sisimiut Museum i en pressemeddelelse.
Museet inviterer borgerne i Sisimiut til fernisering onsdag den 20. april klokken 13.00, hvor en af deltagerne af den 2071 kilometer lange slæderejse, Jens D. Lennert, vil holde foredrag om rejsen. Det er for at markere 50 års-jubilæet for rejsen, museet holder en udstilling.
- Det glæder mig, at Sisimiut Museum inviterede mig til en udstilling om slæderejsen i forbindelse vores 50 års-jubilæum. Én måned før turen til Thule havde vi træningstur til Søndrestrømfjord og tilbage, det var ekstrem koldt minus -54 til minus -56 grader. Om natten frostsprængte termometeret, fortæller Jens D. Lennert, der nu er 83 år.
To måneders slædetur
Jens D. Lennert og hans kammerat Preben Schleimann tog af sted med hundeslæde den 20. februar 1972 og ankom til Siorapaluk den 20. april 1972. Preben Schleimann døde sidste år. Jens D.Lennert har med samtykke fra Preben Schleimanns børn dokumenteret den store slæderejse med billeder, film og dagbøger, som nu udstilles.
- Der var ikke mulighed for at køre med hundeslæde tilbage til Sisimiut fra Qaanaaq på grund af årstiden. Jeg fik lavet en aftale med en gammel bekendt fra Qaanaaq, Fanger Massauna Qujaukitsoq, at han kunne bruge mine hunde og udstyr på fangst mod at han sørgede for, at de blev sendt til Sisimiut om sommeren, fortæller Jens D. Lennert om ankomsten til Qaanaaq og Siorapaluk.
Udover Jens D. Lennert holder borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen (S) og foreningen Qimusseq tale under ferniseringen onsdag den 20. april. Der vil være kaffe, the og kager til de fremmødte borgere.