Rasmus Lyberth er til mere end sang

Der er meget mere end sang og musik i Rasmus Lyberths kunstneriske virke

Offentliggjort

Selvfølgelig er der musikinstrumenter og en computer på Rasmus Lyberths værksted i huset i Åløkkekvarteret i Odense. Det er dog malerierne med spændende motiver, der fylder.

Arbejder i fedtsten

Arbejder i fedtsten og hjortetak bliver det også til, når Rasmus Lyberths enorme kreativitet udfolder sig. Produktionen er så stor, at husets stuer og værelser også må tages i brug. Det er som at være på kunstudstilling med en spændende rundviser, når man besøger Rasmus Lyberth.

Glæden er stor

Rasmus Lyberth fortæller som altid meget levende om sine arbejder. Arbejdsmetoderne er nogenlunde de samme, som når der bliver skrevet musik og sange.

- Min billedkunst og det øvrige, jeg laver, kommer efterhånden til at fylde mere og mere. Jeg er så glad for at udvikle også den side af min kreativitet.

- Jeg elsker at arbejde med de forskellige ting. Udvikle mig og blive bedre og bedre. Det er lidt ligesom, når jeg laver musik. Jeg ved, når jeg er færdig med et projekt. Er det musik, så er CD’en pludselig færdig, og så kan jeg på et tidspunkt begynde at tænke på nogle nye numre og fortsætte udviklingen, fortæller en meget oplagt Rasmus Lyberth en dag i december, hvor Rasmus Lyberth med band kun mangler julekoncerterne i Odense og Aalborg, inden julefreden kan sænke sig hos familien Lyberth.

Syner giver inspiration

Rasmus Lyberth begyndte at male efter nogle store og måske for nogle mærkelige oplevelser. Syner kalder Rasmus Lyberth det.

- Jeg ser en person med noget fantastisk tøj på. Jeg hører en meget speciel lyd. Ser nogle flotte farver. Jeg går på gaderne i Nuuk og så kommer historien og billederne væltende. Minder og historier.

Arbejde i hjortetak

Rasmus Lyberth lægger aldrig skjul på, at han elsker at være i Nuuk. Var senest i Nuuk i forbindelse med musikfestivalen i oktober.

- Nuuk er så imponerende. Fjorden er noget af det smukkeste i hele verden. Jeg er meget taknemmelig for alle mine mange store oplevelser. Være en del af den store verden og ikke mindst for at være grønlænder i denne verden.

Skoletiden

Rasmus Lyberth tænker tilbage på sin skoletid med stor glæde og er helt klar over, at uden nogle dygtige undervisere, som har været med til at forme ham, var han aldrig blevet til den Rasmus Lyberth, som vi alle kender og holder af.

Selvportræt

- Især afdøde Ejnar Heilmann tænker jeg tit på. Han var en vidunderlig lærer, som inspirerede mig til både skuespil og tegning.

- Jeg har heldigvis fået fortalt hans familie, hvor meget det har betydet for mig at have ham som lærer.

Rasmus Lyberth er født i Maniitsoq. Boede der i otte år, inden familien flyttede til Nanortalik i to år, hvorefter adressen var Nuuk.

Udstillinger

Rasmus Lyberth udstillede for et par år siden nogle af sine malerier i Kunstbygningen Filosoffen i Odense. Drømmen er nu, at nogle af malerierne også skal udstilles i Grønland.

- Katuaaq står meget højt på min ønskeseddel. Det kunne måske kombineres med, at jeg i forbindelse med min 70 års fødselsdag i 2021 spiller en koncert i Nuuk og siger tak til mine landsmænd for støtten og opbakningen gemmen de mange år, slutter Rasmus Lyberth.

Powered by Labrador CMS