Ono fra Sisimiut vinder hundeslædeløb for børn
Onsdag eftermiddag blev børnenes hundeslædeløb skudt i gang. Lidt over otte kilometer blev tilbagelagt og det var et af byens egne børn, der løb med sejren.
Ono Bourup fra Sisimiut vandt titlen som den hurtigste hundeslædekører blandt børn, da Avannaata Qimussersuaaraa 2023 blev gennemført onsdag eftermiddag, hvor lidt over otte kilometer skulle tilbagelægges fra start til slut.
Vinderen kom i mål som den første efter at have kørt hundeslæden lige i hælene på Ina Ruth Eriksen Nielsen fra Saqqaq det meste af løbet.
Hundeslædeløbet blev ikke uden dramatik, da Ina Ruth Eriksen Nielsen der førte under hele turen kørte galt ved sidste sving. Føreren faldt af slæden, hvorefter slæden fløj over isen.
- Det så mere dramatisk ud end det var. Og pigen der faldt af slæden har det godt. Det er selvfølgelig ærgerligt, at uheldet skete, ikke mindst fordi hun ellers førte løbet hele vejen igennem, fortæller arrangøren Qimusseq Sisimiuts forkvinde, Susanne Berthelsen.
Resultater:
- Ono Bourup, Sisimiut
- Gaaba Petersen Geisler, Sisimiut
- Kali Tobiassen, Ilulissat
- Minik Ingemann, Sisimiut
- Jan Jensen, Saqqaq
- Carl Christiansen, Sisimiut
Tre hundeslædekørere, Ina Ruth Eriksen Nielsen fra Saqqaq, Nicu Johansen Kajusen fra Sisimiut og Gaaba Petersen fra Ilulissat nåede ikke i mål på grund af uheld. To af dem mistede deres hunde under løbet og kunne ikke gennemføre væddeløbet, mens den ene faldt af slæden og måtte udgå fra konkurrencen.
I alt et godt arrangement
Bestyrelsen i Qimusseq Sisimiut har evalueret hundeslædeløbet for børnene onsdag aften. Trods udfordringer med at miste hunde og det dramatiske fald, der har skabt debat på de sociale medier, har bestyrelsen vurderet, at arrangementet blev afviklet på en god måde.
- Vi vurderer, at det er et godt arrangement. Vi er meget glade for publikum, der kom for at heppe på børnene. Vi kan se, at børnene har nydt dagen, og alt i alt er det en god oplevelse for børnene, siger Susanne Berthelsen.
Borgere i Sisimiut har kørt rundt i byen onsdag aften for at fejre Avannaata Qimussersuaaraa, mens vinderens slæde blev kørt rundt på en biltag.
Næste hundeslædeløb bliver på lørdag, hvor det gælder titlen som Grønlands hurtigste og bedste hundeslædekører blandt voksne, Avannaata Qimussersua.