Nyt kulturhus skal indgyde livsmod og modstandskraft
I Tasiilaq er dørene slået op til et nyt kulturhus for unge.
Tupilaq-udskæring, dans, syning af grønlandske klædedragter og byg-selv havkajak er blandt de aktiviteter, et nyt og moderne ungdomskulturhus i fremtiden kan tilbyde unge i Tasiilaq.
- Huset skal skabe mere livsmod og modstandskraft blandt børn og unge, lyder det fra Kommuneqarfik Sermersooq, der sammen med tre danske fonde har finansieret ungdomskulturhuset og arbejdet på projektet siden 2015.
Ungdomskulturhuset er især for 16-30-årige, og de unge har ifølge kommunen døbt kulturhuset ’Igdlo’.
- Mange af os her i byen har desværre ikke en ubekymret ungdom og bærer rundt på tunge oplevelser. Vi ønskede os vores eget sted – uden alkohol og med plads til at spille musik, lære nye kreative aktiviteter og bare være sammen, når vi fik lyst, fortæller en bruger af det nye kulturhus til kommunens hjemmeside.
Også Kommuneqarfik Sermersooqs chef i øst, Hjørdis Viberg, er begejstret for det nye kulturhus til de unge:
- Vil gøre en enorm forskel
- Huset understøtter de sociale indsatser her i kommunen og giver os mulighed for at skabe gode rammer for unge fra alle sociale lag. Vi ønsker et samfund, hvor alle borgere har lige mulighed for at være en del af et fritidsliv. Vi er meget taknemmelige for fondenes bidrag, som i fremtiden kommer til at gøre en enorm forskel her i Tasiilaq, siger hun.
Jakob Færch, der udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, siger, at ungdomskulturhuset skal være et sted, hvor de unge kan færdes trygt og deltage i fritidsliv og sociale fællesskaber.
- Vi ved, at fritidslivet kan gøre en markant forskel for udsatte, og det er der brug for i Grønland. Ved at gøre de unge til medskabere har vi skabt et meningsfyldt hus, der kan styrke deres drømme og ambitioner for livet og give dem mod på nye kulturelle aktiviteter i et sjovt og afslappende miljø, udtaler han.