Niels "Noller" Olsen ramt af kræft

65-årige Niels Olsen fra Brødrene Olsen er alvorligt syg med kræft i hjernen.

Niels "Noller" Olsen har fået kræft i hjernen og indstiller derfor karrieren som musiker.
Offentliggjort

Niels "Noller" Olsen - den ene halvdel af brødrene Olsen - er tvunget til at indstille karrieren på grund af kræft.

Ifølge Billed-Bladet har sygdom tvunget Niels Olsen til at indstille karrieren.

Over for Ekstra Bladet fortæller han, at han har fået kræft.

- For tre måneder siden fik jeg konstateret kræft i hjernen. Jeg har været i kemobehandling og får også en slags behandling nu, siger han til Ekstra Bladet.

- Ja, det er ikke så godt. Lægerne har sagt, at jeg har mellem to og fire år igen, lyder det videre til avisen.

Siden teenageårene har 65-årige Niels Olsen optrådt sammen med storebroren Jørgen Olsen som Brødrene Olsen.

Brødrene er især kendt for deres store sejr ved Eurovision.

I 2000 sang hele Europa med på Brødrene Olsens "Fly on the Wings of Love", da de vandt Eurovision med sangen, der vandt det danske melodigrandprix med titlen "Smuk som et stjerneskud".

Den første berømmelse kom til brødrene som store drenge med ungdomsbandet Kids, da de var bare 15 og 11 år.

Siden blev popduoen kendt for hits som "San Francisco" og "Angelina". Brødrene har i alt ni gange deltaget i det danske Melodi Grand Prix.

Powered by Labrador CMS