Netflix i Grønland: Stor tak for hjælpen
Netflix har netop offentliggjort ´Against the ice´, som er blevet filmet ved Ilulissat, gletcher locations og i studie i Island. Holdet bag filmen takker de mange grønlandske samarbejdspartnere, der har hjulpet til under produktionen.
I en ny Netflix film kan man opleve scener fra Grønland i historien om den Danmark-ekspedition, der handlede om at overbevise USA om, at Grønland ikke er opdelt i to.
Filmen handler om sandt venskab, kærlighed og den imponerende kraft, der ligger i kammeratskabet på vej over indlandsisen.
´Against the Ice´ er instrueret af "Grønlands svigersøn" og Emmy nominerede, Nicolaj Coster-Waldau, den danske prisvindende instruktør Peter Flinth og BAFTA-nominerede Joe Cole.
- Vi har blandt andet filmet alle de store landskabsscener og krævende hundeslædescener i Grønland, omkring Ilulissat, i marts måned 2021. Resten er filmet på gletcher-locations og i studie i Island. “Against the Ice” er nemlig en dansk-islandsk filmproduktion, selvom der tales engelsk i filmen, oplyser Peter Flinth til Sermitsiaq.AG
Netflix har offentliggjort de første billeder og trailer til filmen søndag den 16. januar og filmen har globalt premiere på Netflix den 2. marts.
Grønlandske hjælpere i filmen
Mange Grønlandske kræfter har hjulpet filmholdet både under forberedelserne og optagelserne til “Against the Ice”.
Og den grønlandske gæstfrihed under produktionen af filmen har givet masser af glæde for Nikolaj Coster-Waldau og Peter Flinth.
- I Nuuk var det Polorama ved Emile Hertling Péronard og Pipaluk Kreutzmann Jørgensen som var bindeled til de grønlandske hjælpere, hovedsageligt i Ilulissat. Desuden fik vi enestående hjælp fra Arktisk Kommando i Nuuk under en research-tur op langs Grønlands østkyst, og velvillig hjælp fra borgmester i Ilulissat, Palle Jeriamassen, med forberedelserne til optagelserne, siger Peter Flinth og afslutter:
- Jeg skylder Grønland en stor tak for både at lægge baggrundshistorie, natur og engageret hjælp bag tilblivelsen af vores film, siger Peter Flinth.
Filmen er baseret på Ejnar Mikkelsens roman ´Farlig tomandsfærd´ og vises for første gang i starten af marts for de mere end 214 millioner betalende medlemmer i over 190 lande som Netflix har.
Se traileren herunder: