Múte takker Dronningen: Hun er vellidt og respekteret

Efter nyheden om, at Dronning Margrethe abdicerer den 14. januar 2024, takker formanden for Naalakkersuisut hende for hendes regentperiode.

Offentliggjort

Dronning Margrethes abdikation er blevet modtaget som en stor nyhed rundt om i verden, da Hendes Majestæt meldte nyheden ud under sin nytårstale den 31. december 2023.

Tirsdag melder formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), sig med en reaktion på Dronning Margrethes fratrædelse som regent.

- På vegne af Naalakkersuisut og det grønlandske folk, takker jeg Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. for hendes 52 års regentperiode, dedikation og engagement for Grønland, udtaler Múte B. Egede og fortsætter:

- Dronning Margrethe har været vellidt og respekteret af mange grønlændere.

Dronning Margrethe har sidst besøgt Grønland i 2021, hvor hun blandt andet var i Nuuk og Ilulissat.

Tronarving træder til

Den 14. januar 2024 abdicerer Dronning Margrethe og vil overlade tronen til Kronprins Frederik. Hun vil dermed have været Dronning i præcis 52 år, da hun har overtaget tronen den 14. januar 1972.

Politikere og andre fremtrædende personer har allerede udtalt, at det tætte forhold til Grønland og interessen for de grønlandske folk og traditioner, kendetegner Dronning Margrethe. Arven går nu til Kronprins Frederik, der også har stærke relationer til Grønland blandt andet igennem deltagelse i Sirius Patruljen i 2000.

- Jeg vil ligeledes udtrykke min varmeste lykønskninger til Kronprins Frederik i hans nye rolle som kommende konge, siger Formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede.

Powered by Labrador CMS