Mere moderne end nogensinde

Tågen ligger lavt over Lemvig Havn denne eftermiddag, som et blødt slør mellem land og vand. 

Inde på Museet for Religiøs Kunst er det et andet landskab, der udfolder sig:

Grønlandske trommedansere i blålige skygger, pastelfarvede fjelde, fortællinger fra et folk, der både kender havets rytme og sindets storme.

Midt i det hele hænger et lille figurativt værk, hvor en mand styrter mod jorden fra sin kajak — Den gamle ungkarl, der ville flyve ved at imitere kvindernes tryllesang, men glemte ordene og faldt.

Hans Lynge brugte ofte denne myte som advarsel: Man skal ikke kopiere andre blindt. Man kan lade sig inspirere, ja, men uden at miste sig selv. Det gjaldt i hans samtid — og det gælder måske endnu mere i dag.

Det er derfor, udstillingen “Hans Lynge – Lidenskab skal der til” vækker noget i publikum: en fornemmelse af, at Lynges kunst ikke kun fortæller om Grønland, men om kulturel selvrespekt, ansvar og identitet.

Pas på med kopier af ”Den gamle ungkarl”

- Hans Lynge er en helt usædvanlig skikkelse, siger Christine Løventoft-Naur, leder af Museet for Religiøs Kunst og tidligere leder af Sisimiut og Kangerlussuaq Museum, og fortsætter:

- Han var billedkunstner, forfatter, dramatiker og politiker – og han tog alle disse stemmer i brug for at forstå og påvirke sin samtid. Det er netop dét, der gør ham så moderne i dag.

Ifølge museumsdirektøren arbejdede han tværfagligt længe før ordet fandtes i vores sprog.

- Han så ingen grænser mellem kunst, samfund og identitet, og han brugte sin kreativitet som et redskab til at skabe forandring. Det er en måde at tænke på, som vi i høj grad genkender i vores egen tid.

Løventoft-Naur understreger, at Lynge voksede op i en tid, hvor grønlandsk kultur var under pres. Det var en periode, hvor danske normer og institutioner satte dagsordenen, og hvor mange traditionelle praksisser – fra trommedans til fortællekultur – enten blev frarådet, marginaliseret eller helt forbudt. Det grønlandske sprog blev i stigende grad trængt i skolen, og den inuitiske livsform blev ofte betragtet som noget, man skulle bevæge sig væk fra for at blive “moderne”. Det var i dette krydspres mellem assimilation og kulturel stolthed, at Lynge formede sin identitet — og som senere kom til at præge både hans kunst og hans politiske stemme.

I hjemmet talte han grønlandsk, og senere på seminariet — lærte han dansk, og netop det dobbelte sproglige afsæt kom til at forme ham.

- Han havde et nuanceret blik, især på forholdet mellem danskere og grønlændere, siger hun og uddyber:

- Han kritiserede uligheden og fordanskningen i det grønlandske samfund, men han var ikke imod dansk kultur. Han var imod bevidstløs efterligning.

Her henviser hun igen til den gamle myte, Den gamle ungkarl, forsiden på udstillingskataloget.

- Det er jo præcis det, myten handler om: Man må ikke tro, man kan flyve, bare fordi man kopierer sangen. Man skal kende sin egen kultur — den er fundamentet. Men man må også gerne lade sig inspirere. Det er en hypermoderne tanke.

Lynge gav myterne status

Da Lynge begyndte at skildre grønlandske myter og sagn i 1960’erne, var det langt fra almindeligt. Trommedans var fordømt. Inuitisk kultur var marginaliseret. Alligevel insisterede han på at give den plads.

- Han løftede myterne ind i en moderne billedkunst, forklarer Løventoft-Naur.

- Det var en form for kulturel oprejsning. Lidt som romantikken og Grundtvig i Danmark: Man ser tilbage for at forstå, hvad man er rundet af.

Det figurative formsprog — som i en periode blev anset for gammeldags på det kunstneriske parnas — blev hos Lynge et bevidst valg. Han malede alt fra blåtonede landskaber til sagngestalter med en næsten fransk neo-impressionistisk inspiration, hentet fra hans studietur til Paris. Farverne vibrerer, og motivernes ro skjuler en stærk samfundsvision.

Kritik af kolonimagten var ny

Den kunsthistorie-uddannede museumsleder taler om et af Lynges skuespil, ”Juletravlhed”, hvor han giver kritik til både danske handelsfolk og enkelte grønlændere får kritik.

- Hans Lynge tog fat begge steder, fastslår hun og uddyber:

- Han kritiserede kolonimagten — men også sociale problemer i det grønlandske samfund, som f.eks. alkoholisme. Det var meget modigt i 1930’erne. Kolonistyret var ikke vant til kritik, og det havde konsekvenser for ham. Han blev afskediget som tolk.

Alligevel gjorde hans skarpe, nuancerede stemme ham populær og førte ham ind i Sydgrønlands landsråd, hvor han talte for uddannelse, kulturel selvrespekt og ansvar.

- Han sagde: ‘Vi skal kunne klare os selv.’ Ikke i isolation, men ved at bygge på vores egne rødder — og igen: ikke for at fastholde fortiden, men for at forstå den, fortæller hun.

I kataloget finder man et citat, der indrammer hans syn på mennesket og samfundet:

“Man skal selv lære af sine fejl.” Underforstået: Hvis man laver en fejl, skal man selv udbedre den. Man skal ikke få andre til det.

- Grundlæggende mente han, at fremtiden bygger på ansvar, uddannelse og ærlig viden om fortiden. Ikke på nostalgi, men på selvindsigt.

Selv om Hans Lynge døde i 1988 og i sin samtid var positiv over for rigsfællesskabet, ifølge museumsdirektøren, så understreger hun, at man ikke af den grund kan trække ham direkte ind i nutidens selvstændighedsdebat. Hun siger:

- Det ville være at misbruge ham. Jeg talte med hans enke, Inge Lynge, og hun nævnte blandt andet, at ingen kan sige, hvor han ville stå i dag. Men vi ved, hvor han stod dengang — og dér var han både modig, nuanceret og klar.

Alligevel oplever hun en stærk aktualitet i hans værk. Ifølge hende var der noget utrolig friskt over hans stemme. Til sidst opsummerer hun hans kunstneriske personlighed:

- Han var skarp, men aldrig skinger. Kritisk, men aldrig forsimplet. Det er en tone, som alle samfund kunne bruge mere af i dag.