Masser af aktiviteter på nationaldagen

Sælfangst, gratis fotografering og fællessang - det er blot nogle af de mange aktiviteter, som kommunerne rundt om i landet står bag på nationaldagen.

Kommunerne er klar med en lang række arrangementer i anledning af nationaldagen.
Offentliggjort

Mandag står den på fejring af Grønlands nationaldag, og traditionen tro står landets kommuner bag masser af arrangementer i den anledning.

I denne artikel følger nogle nedslag i aktiviteterne fra nord til syd.

Avannaata Kommunia

I år bliver der lejlighed til at følge nationaldagen i Nordkommunen i hele landet, da KNR sender direkte fra fejringen i Ilulissat.

I byen begynder dagen ved Zions Kirke kl. 8, hvor flaget hejses, der er korsang og borgmester Palle Jeremiassen holder tale.

Lidt senere er der sælfangstkonkurrence, som begynder kl. 10. Dagen byder desuden på en lang række arrangementer og sluttes af med underholdning i Sermermiut Kulturhus fra kl. 20 til 23.

Du kan se programmet for Ilulissat ved at følge dette link.

Kommune Qeqertalik

Borgmester Ane Hansen (IA) deltager i fejringen af nationaldagen i Qasigiannguit, og Kommune Qeqertalik har offentliggjort programmet for dagen i Qasigiannguit på sin Facebook-side.

Her vil der være arrangementer dagen igennem med eksempelvis grilmad til frokost og efterfølgende tovtrækkeri og sækkeløb.

Der vil også være et løb for både børn og voksne, og dagen sluttes af med et aften-arrangement ved Gl. Havnen. Ifølge kommunen kan programmer for de øvrige byer og bygder ses på kommunens hjemmeside.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Qeqqata Kommunia

Også her fejres nationaldagen med en lang række arrangementer.

I Maniitsoq byder kommunen eksempelvis på gratis pandekager om eftermiddagen, og der vil også være kage-konkurrence, hvor deltagerne kan vinde en middag på Hotel Maniitsoq.

Eftermiddagen i Maniitsoq byder også på trommedans ved Elisabeth Petrussen Rosing, og senere vil musikskolens elever underholde med sang.

De enkelte dagsprogrammer kan ses på kommunens hjemmeside.

Kommuneqarfik Sermersooq

I hovedstadskommunen skydes sælfangstkonkurrencen traditionen tro i gang om morgenen kl. 8.00 på kolonihavnen:

- Både Naalakkersuisut og Arktisk Kommando skyder konkurrencen i gang med kanonsalutering, så fangerne bliver sendt af sted med et ordentligt brag, fortæller kommunen på sin hjemmeside.

Efter salutering er der korsang efterfulgt af tale ved borgmester Charlotte Ludvigsen (IA).

Kl. 10 vil der være fotografering, hvor alle samles i nationaldragter foran Annaassisitta Oqaluffia, og der er mulighed for at blive fotograferet af en professionel fotograf – helt gratis. Efterfølgende lægges billederne op på kommunens Facebook-side, hvorfra de kan downloades.

Kommune Kujalleq

Kommunen har offentliggjort program for de tre byer Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik.

I Qaqortoq begynder man dagen med hejsning af Erfalasorput, tale ved borgmester Stine Egede (IA) og fælles gudstjeneste.

Dernæst skydes sæljagtkonkurrencen i gang, og fra kl. 11 er der grill, hvor man selv kan tage mad med eller få det fra en sælflænsningskonkurrence.

Om aftenen vil der være musik, og dagen sluttes af med fyrværkeri ved midnat.

Programmer for de tre byer kan ses på Kommuna Kujalleqs Facebook-side.

Powered by Labrador CMS