Korneliussen og Kreutzmann får kulturpriser
Prismodtagerne blev traditionen tro afsløret i Katuaq i Nuuk.
Forfatter Niviaq Korneliussen har fået en kulturpris af Naalakkersuisut. Prisen blev overrakt til forfatteren af naalakkersuisoq for kultur, Peter Olsen (IA), ved et arrangement i Katuaq i Nuuk tirsdag formiddag.
Forfatteren er blandt andet kendt for romanen Blomsterdalen, der udkom i 2020. Romanen tager fat på sociale problemer her i landet.
Niviaq Korneliussen modtog sidste efterår også Nordisk Råds Litteraturpris for netop Blomsterdalen.
Pris til digter
Ved arrangementet i Katuaq blev der uddelt to kulturpriser. Digter og forfatter Tønnes Kreutzmann fik således også Naalakkersuisuts Kulturpris.
Tønnes Kreutzmann er desuden organist og står blandt andet bag en udgivelse med koret Uummatip Nipaa, hvor han har skrevet sangene. En udgivelse, som han tidligere i år var nomineret til en Koda Award for.
Derudover har Tønnes Kreutzmann en række andre kor-pladeudgivelser bag sig.