kulturmarkering
Kim Larsen fylder 70
Koncerterne må afvikles siddende, men musikken klinger lige så vellydende som altid, når Danmarks nationalskjald spiller op
Det kræver sit bagkatalog at kunne indlede en koncert med klassikeren 'Langebro' og så stadig eskalere derfra.
Ligeledes kræver det en vis karakter at takke pænt nej til et ridderkors, men alligevel takke ja til at spille for majestæten på hendes fødselsdag fire år senere.
Kim Larsen kunne, for han "kan sgu godt li' damen". Fredag den 23. oktober fylder lune Larsen 70 år.
Startede tidligt
Kim Melius Flyvholm Larsen var kun fem år, da forældrene blev skilt, og han mistede kontakten med sin far. Ikke meget senere begyndte knægten at interessere sig for musik. Han skrev sange og spillede guitar, men Larsen nåede alligevel at uddanne sig til folkeskolelærer og undervise et par måneder, før han besluttede sig til at forfølge en musikkarriere.
I 1969 fandt han sammen med Franz Beckerlee, Wili Jønsson og Bjørn Uglebjerg - der senere blev erstattet af Søren 'Charlie' Berlev. Sammen dannede de Gasolin'.
Ændrede sig fra gadedreng til noget andet
Frem til gruppens opløsning i 1978 leverede de nogle af dansk musiks største og mest langtidsholdbare hits som "Rabalderstræde" og "Kvinde min". Larsen måtte for første gang gøre op med sin identitet som gadedreng, da han ikke længere kunne få gratis tøj af Kirkens Korshær, fordi de hørte i medierne, at han havde en vis legemsdel fuld af penge.
Men Larsen kunne også selv, og i 1973 udsendte han solopladen "Værsgo" med hits som "Nanna", "Joanna" og "Det er i dag et vejr". Albummet er optaget i den danske Kulturkanon.
I 79' udsendte Larsen solo-pladen 231045-0637, der også fik tilnavnet personnummerpladen. På den fandt man hittet "Blip-Båt". Herefter skulle der dog gå lang tid, før danskerne hørte fra Larsen igen.
Filmgennembrud med Balling
Efter Gasolins mislykkede forsøg på at slå igennem i USA, gjorde Larsen nemlig forsøget igen. Han boede tre år i New York, men det amerikanske gennembrud kom aldrig. Det gjorde til gengæld årelang succes herhjemme.
Samarbejdet i 1984 med Erik Balling om tilblivelsen af "Midt om natten" gav Larsen frihed til at producere musikken hertil. Det resulterede i det mest solgte album i Danmark nogensinde.
I de efterfølgende år, hvor Kim Larsen spiller sammen med bandet Bellami, forkæles danskerne med legendariske album som "Forklædt som voksen" og "Kielgasten", med evigtgyldige numre som "Pianomand", "Dengang da jeg var lille", "Den allersidste dans" og "Flyvere i natten".
Flyttede til provinsen
I midten af halvfemserne slog Larsen sig ned. Både i Odense med sin tredje hustru, Liselotte Kløvborg, og med Kjukken, som han har spillet med siden. Med Liselotte har han to sønner - Hjalmer og Lui, og fra de tidligere ægteskaber har han Pelle, Sylvester, Alice-Eva og Molly.
I Odense kan den pressesky Larsen som oftest drikke en øl på Boogies eller Lørups i fred, men den ærkekøbenhavnske drevne accent kan end ikke den fynske hovedstad pille af ham.
Det er blevet til mere end 10 album enten alene eller med Kjukken gennem de sidste 20 år, men Larsen har ikke mistet sin sans for at puste til debatten og komme med kommentarer til stort og småt.
Blev krigsmodstander senere
Fra at have kæmpet for Christiania og mod rygeloven kastede Larsen sig i 2012 ind i debatten om at sende danske soldater i krig med sangen "Bare for at gøre en forskel" fra albummet "Du glade verden".
I 2014 måtte hankatten lade sig operere for en diskusprolaps, og Danmarks måske største flab måtte gennemføre 2015's sommerturné siddende. Til alt held kan den gennemsnitlige publikummer ved en Kim Larsen og Kjukken-koncert snildt synge alle sange selv, danse stående og balancere en fadøl på samme tid.