Jonathan på Bogforum
Jonathan Motzfeldt i samtale med Mogens Lykketoft er et af de mange arrangementer på Nordens største publikumsmesse for litteratur.

I Danmark vil der være publikumsmesse for litteratur i Forum fredag den 14. november til og med søndag. Der vil være oplæsninger, interviews, foredrag og signeringer af bøger.
I den anledning bliver den nye bog ”Jonathan Motzfeldt - bygdedrengen, præsten, landsfaderen og statsmanden" præsenteret på messen. Det sker søndag eftermiddag i Bogcafeen, hvor Jonathan Motzfeldt vil holde foredrag sammen med Mogens Lykketoft.
-Der er ingen tvivl om, at samtalen mellem de to venner og erfarne politikere vil blive et tilløbsstykke, skriver Finn Jørn Jakobsen til sermitsiaq.gl.
Bogen udgives på Forlaget Sohn, der ejes og ledes af den danske folketingspolitiker Ole Sohn.
-Vi er stolte over at udgive bogen om Motzfeldt. Vi har specialiseret os i biografier om markante politikere, så her passer netop værket om en af de mest toneangivende grønlandske politikere i nyere tid jo særdeles fint, siger Ole Sohn til Sermitsiaq.