UNNIA

Ivaana skabte følelser på SPOT Festival

Livet på landevejen står sjældent stille og fredag den 8. maj, står hun på scenen til KNIFE-festivalen i København, hvorefter turen går til Alianait Arts Festival i Iqaluit.
Offentliggjort

Ivaana Kristiansen Olsen, sangerinde, er altid spændt, når hun skal præsentere sin musik uden for Grønlands grænser, da publikums reaktion er svær at forudsige.

Modtagelsen i Aarhus på SPOT Festival oversteg dog alle forventninger. 

Hun fortæller, at publikummet tog utrolig godt imod koncerten – fra dem der mødte målbevidst op, til de nysgerrige forbipasserende, der stoppede op for at lytte med.

- Efter optrædenen kom en dansk kvinde hen til mig. Hun fortalte, at hun var blevet dybt rørt. Selvom hun ikke forstod ordene, kunne hun mærke alt gennem melodierne. Hun sagde, at hun normalt aldrig græder til musik, men denne gang kunne hun ikke styre tårerne helt fra starten af koncerten, fortæller Ivaana Kristiansen Olsen.

Hun var i år en af flere grønlandske musikere, der var inviteret med i det officielle program på SPOT Festival i Aarhus. 

Ypperste for at levere

Selvom invitationen til SPOT Festival i første omgang landede hos Ivaana som solist, endte hun ikke alene på scenen. Da hun fandt ud af, at Andachan og Jaqqi også var på programmet, inviterede hun dem til at medvirke i sit sæt, og de tre fandt hurtigt sammen om samarbejdet.

- Vi spillede omkring ni numre i alt. Sættet bød både på helt nye, uudgivne sange og numre fra mine udgivelser Jamaica EP, Tunguusaq EP og andre udgivelser. Jeg startede koncerten alene med min guitar, og vi sluttede af med sange fra mit album med Andachan, fortæller Ivaana Kristiansen Olsen.

På trods af for lidt tid til at øve sammen, blev det en rørende koncert med Ivaana, Andachan og Jaqqi på SPOT Festival.

Hun lægger ikke skjul på, at forberedelserne op til festivalen har været en balancegang. Da musikken er hendes bibeskæftigelse ved siden af et fuldtidsjob, har tiden været knap. Hun understreger dog, at hun har gjort sit ypperste for at levere en god koncert, selvom det kun blev til to-tre øvegange med Andachan og Jaqqi.

- Jeg må indrømme, at jeg godt kunne have været bedre forberedt. Musikken er min bibeskæftigelse, mens mit hovedjob fylder tiden mellem 8 og 16 hver dag. Jeg har dog gjort alt for at levere en god koncert, siger hun.

Flere festivaler i sigte

Turen har givet Ivaana fornyet energi og mod på fremtiden. Hun er bevidst om privilegiet ved at spille på SPOT, og de positive reaktioner – herunder ros fra internationale lyttere – føles som et stort fremskridt.

Ivaana bed særligt mærke i publikumskulturen: I udlandet er folk gode til at gå til koncerter med ukendte navne, og hun håber, at man i Grønland vil blive ligeså modige til at støtte vækstlaget.

Fremtiden byder på både koncerter og ny musik for Ivaana Kristiansen Olsen. Hun planlægger at indspille nyt materiale til efteråret, men først venter det store arbejde med at søge fonde til projektet.

- Jeg håber, at selve indspilningerne kan starte til efteråret. Jeg vil ikke afsløre for meget om min vision for den næste udgivelse endnu, men jeg håber inderligt, at projektet kan realiseres, afslutter Ivaana Kristiansen Olsen.

Powered by Labrador CMS