I Qaanaaqs iskolde farvande: Utuuniaq Simigaqs liv som fisker og fanger

Fem joller har sat kurs mod en flok hvalrosser. Utuuniaq Simigaq står ved roret i den ene af jollerne, omgivet af havets skjulte farer. Han skal holde øje med meget på en gang: Er der skær i havet? Hvor tæt ligger hvalrosserne? Og selvom det er midt på dagen, kan fangerne kun orientere sig ved hjælp af deres pandelamper.

Den friske, kolde vind føles som et velkendt pust i ansigtet - et pust, der minder ham om barndommen, hvor han så op til sin far, der var fanger. Et af hans tidligste minder er, at faren, der drog ud på isbjørnejagt.

Det er kaperlak (vintermørke, red.), der har gjort udsigten stille og ufremkommelig. Men til alles store overraskelse ligger farvandet åbent og isfrit, selvom kalenderen kun siger begyndelsen af november.

- Sådan en chance må man ikke lade gå til spilde, tænkte Utuuniaq Simigaq.

Derfor har han også fået sin onkel med, den onkel, han alligevel ser hver dag, og som han helst vil dele turen med, når naturen pludselig viser sig fra en uventet side.

På denne pludselige og modige tur, lykkedes det Utuuniaq Simigaq og de andre fangere at fange 15 hvalrosser med hjem.

På videoen herunder kan du se deres hvalrosjagt klokken 12-13 tiden midt på dagen.

Havisen er en udfordring

Utuuniaq Simigaq er 25 år, og er født i Qaanaaq. Han er fisker og fanger.

- Jeg blev fisker og fanger efter folkeskolen, fortæller han og forklarer, at byens fangere og fiskere i øjeblikket har meget lidt arbejde, fordi havisen er så ustabil, at det begrænser deres muligheder for at tage ud.

- Sådan er det nu hvert eneste år. Det påvirker os rigtig meget, for når vi gerne vil ud at fiske, kan vi ikke, fordi havisen er så uforudsigelig, siger han.

Utuuniaq Simigaq fortæller desuden, at han tydeligt kan mærke, hvordan familier med børn også er hårdt ramt. Han har ikke selv børn. - Fangerne har ingen indkomst lige nu, og derfor er det kun konerne, der tjener penge, siger han.

Utuuniaq Simigaq oplyser, at der nu er gået tre måneder, siden han selv sidst fik løn.

- Det er meget udfordrende. Vi tjener ikke penge op til julen, for eksempel. Min kost består primært af familiens invitationer til middag, siger han.

For Utuuniaq Simigaqs vedkommende har han brugt mørketiden til at bygge en hytte.

- Jeg byggede den til mig selv. Den skal bruges, når jeg er ude at fiske. Jeg er lige blevet færdig med den, fortæller han.

Drøm bliver opfyldt

Utuuniaq Simigaq havde nogle helt nære rollemodeller. Da han var barn, så han meget op til sin far og onkel.

- Jeg ville så gerne ligne dem. De er utroligt dygtige fangere. Jeg kan huske, hvor meget jeg beundrede min onkel. Han havde fantastisk motorik og hans slædehunde var altid så smukke, siger Utuuniaq Simigaq.

Derfor har han siden han var barn, vidst at han skulle være i det erhverv.

- Da jeg var lille og min far skulle ud at sejle, græd jeg mine lunger ud, fordi jeg ville med, smiler han.

Det fik han lov til, og som seksårig, oplevede han en voldsom vejrhændelse, som han aldrig har glemt. Dengang boede familien i Siorapaluk, omkring 45 kilometer nord for Qaanaaq.

- Vejret skiftede meget pludseligt og det begyndte at storme. Vi var åbenbart drevet til havs. Jeg anede det ikke, fordi vi befandt os på havisen. Heldigvis havde vi en jolle, husker Utuuniaq Simigaq.

Livet som fisker

Da Utuuniaq Simigaq var omkring 20 år, var han allerede blandt dem, der indhandlede mest fisk.

- Vi fisker hele året rundt - lige fra havisen lægger sig, til den smelter igen, er vi ude på havet, siger han.

Det betyder meget for ham, at kunne forsøge familien med mad.

- Jeg prøver altid at sørge for, at min familie kan spise nyt kød hvert år, siger han.

Utuuniaq Simigaq elsker måden, som inughuit samler forråd – som han selv siger det – det er anderledes, end i andre byer og bygder langs kysten.

- Vi kan tage narhvalen som eksempel. Vi lægger narhvalskød i en kødgrav. Det gør man ikke i den andre sydligere byer og bygder. Det gør vi, og vi gemmer dem til højtider som konfirmationer og lignende, fortæller Utuuniaq Simigaq.

Også kødet af hvalros, narhval, sæl og søkonger bliver gravet ned i jorden som forråd.

Af de store dyr er Utuuniaq Simigaqs yndlingsfangst narhvalen.

- Jeg elsker al fangst, men narhvalsfangsten skiller sig ud. Jeg elsker at ro i min kajak og følge hvalerne. Da jeg var 20 år, nedlagde jeg min første narhval, fortæller han og tilføjer, at han selv laver – med hjælp fra sin far – jagtredskaber som harpunspidser og lignende.

I Qaanaaq har man lister over de bedst sælgende fiskere og fangere.

- Jeg har engang ligget som nummer to på listen over dem, der har solgt flest narhvaler og nummer tre på listen over dem, der har solgt mest mattak, siger han.

Sådan lever Utuuniaq Simigaq under mørketiden. Fangsten er begrænset i disse måneder, men han fortsætter sit arbejde som altid. Selvom mørket er en del af hans hverdag, er der fortsat håb om støtte, som kan lette tilværelsen i perioder med færre ressourcer.