Hvad laver en portugisisk konkylie på nationalmuseet?

Når man tænker på maritimt udstyr fra første halvdel af 1900-tallet, forestiller man sig måske kompasser, lanterner eller redskaber.

Men for de portugisiske fiskere, der krydsede Atlanten for at fiske på de rige banker mellem Canada og Grønland, var naturens eget værktøj ofte det mest pålidelige.

Konkylien på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har fungeret som en fløjte eller et tågehorn.

Fiskeriet foregik ved, at de store portugisiske moderskibe ankom til fiskebankerne, hvorefter fiskerne blev sat ud i de små, åbne dory-joller – ofte alene. Herfra fiskede de med langliner efter havets guld: torsken.

Hvis den tætte tåge pludselig rullede ind over havet, og moderskibet forsvandt af syne, var den lille dory-fisker ekstremt sårbar. I de situationer kom konkylien i anvendelse. Ved at blæse i den kunne der sendes en dyb, rungende lyd ud over det åbne hav for at signalere sin position til moderskibet eller advare andre joller. Først når jollen var fyldt med torsk, roede fiskeren tilbage til moderskibet, hvor fangsten blev saltet og lagret.

Torsken som historiens drivkraft

For at forstå, hvorfor portugiserne overhovedet befandt sig i de grønlandske farvande med en konkylie i hænderne, skal vi spole tiden tilbage, for torsken havde i århundreder været en vigtig drivkræft rundt om i verden.

Helt siden slutningen af 1400-tallet har portugisiske søfolk krydset Atlanterhavet.

Torsken var den perfekte råvare for de katolske lande i Sydeuropa, hvor kirken dikterede op mod 160 kødløse fastedage om året.

Fordi torsken er ekstremt fedtfattig, kan den – i modsætning til for eksempel laks – tørres og saltes, så den kan holde sig i månedsvis uden køling. For Portugal blev bacalhau (saltfisk) en nationalret og en betydelig kilde til proteiner. Torsken skabte formuer og bandt nationer sammen på tværs af havene.

Da fiskeriet tog fat i Grønland

Selvom de europæiske nationer i århundreder havde udnyttet fiskebankerne i Nordatlanten, ændrede dynamikken sig markant i starten af 1900-tallet. For Grønland blev det starten på en gennemgribende omstilling, hvor fiskeriet gik fra at være et supplement i de enkelte familiers husholdningsøkonomi til at blive landets største og samfundsbærende erhverv.

Det var i denne brydningstid, at de portugisiske søfolk og de grønlandske fiskere delte de samme stormfulde farvande. Mens portugiserne navigerede på de ydre banker, blev den moderne, grønlandske fiskeriindustri skabt med saltehuse, fabrikker og motorbåde. Torsken blev rygraden i økonomien og lagde dermed fundamentet for det moderne samfund.

En enlig svale i samlingen

Nationalmuseets maritime samling er rig på genstande, der vidner om menneskets overlevelse og erhverv på havet. Her er kajakker, skindbåde, navigationsudstyr og fiskeredskaber, som hver især fortæller historien om den grønlandske maritimhistorie.

Konkylien er den eneste af sin slags i samlingen. Den hører formelt set hverken til den grønlandske eller den danske kulturhistorie. Alligevel er den dybt relevant for os i dag. Den minder os om, at farvandene omkring Grønland i århundreder har været en global arbejdsplads, hvor nationaliteter fra mange forskellige lande mødtes i jagten på den samme fisk.

Når vi kigger på konkylien på magasinet, kan man næsten forstille sig det dybe tågehorn lyde gennem disen som et ekko fra en tid, hvor torsken regerede det nordlige Atlanterhav og formede historiens gang.